Hopp til innhold

Side:Olaf Bull - Metope.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

ARTUR ELLER HÆVNEN

Ja, denne høist beundrede bedaarer,
han var, bak alle sine ædle miner,
og mundens varmt serafiske kontur,
en graadig, passioneret pikepiner,
som lædsket sig, betat, i vore taarer —
— men mamma, hvor vi snøt ham, efter tur!

61