Denne siden er korrekturlest
men synker atter tungt tilbag
i sædet med det sorte skind
og sænker mod mit knæ min hage
ved amplens skin.
* * *
Saa gaar jeg ud, hvor Livet smiler;
dér ser jeg verdens unge trær
staa vendt med afgrundsblaa profiler
mod dages skjær.
Og stammen suser svai og svimmel
paa jordens mørke, bøide ring
mod denne stedse skjønne himmel
af ingenting!
Og kvinders kroppe under trær'ne
i parkens solbesneede lund
er væsener af fremmed kjærne
fra første stund.
Ja fremmed selv i spirens morgen,
saa fjernt og motsat foldet ud — —
og vandrer kolde gjennem vaaren
i kostbart skrud —!
