Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/76

de sky, nervøse smil, det kast med hodet,
som minder om vor kjære første gang —
Vort hemmelighedsfulde sollivs sødme,
som endnu gjærer mig som lyst i blodet,
blir markedsvare for en tæve-trang!

Men ved du: at jeg gradvis slig blev skjændet
har gjort mig saa gemén og saa forgræmmet,
at jeg har nyttet denne duft af vellyst,
saasnart hun kjælen kom til mig i hjemmet!
Og i mit syge hjerte har det hvæst:
„Ja, bogfør hendes øienkast, I herrer,
blandt alle andre øientævers navne
i Eders sikre, lyse, lystne sind — —!
I skulde bare vide, hvor jeg snerrer
og viser gjennem tusindfold af favne,
hvor tæven først og fremst og sidst er min!»

Og hvad er saa mit liv? — Hvad er det hele!
I dynd af had og skjændsel maa det ende!
Aa kunde jeg mit gale hjerte kvæle,
som slaar med stumme kjærtegn imod hende!
Min Gud, hvor hede, herlige de er!
En moders kjærtegn glir vel just saa ømme