Denne siden er korrekturlest
Engang, i fremtidssorte nætter
skal stille langs mit lys sig skynde
et nellikskjær — og løv, som sprætter
i haabets bitre unge ynde, — — —
den skal ei være til at gribe,
den fryvils lille sommerving;
den slukner i et streif, en stribe
med bud om alt og ingenting!
* * *
Men der er deri ingen lære,
og ingen Panacé man har —
i det man er, der maa man være;
man kan ei være føre var
med det at aande og at leve
af al sin kraft i livets strøm
for saa engang i angst at bæve
og gribe vissen mod en drøm!
