Denne siden er korrekturlest
Bag lokkernes skygger,
langs tindingen bly
blaanende pigeaarer sig snor — —;
skjønt vaarskjære, dog
dine øienlaag
er sænket som sne over dunkel jord.
Sænkede vender du dem mod lyset;
ei blomster fylder
dit mørke haar —
men se, hvor ustadig din kind det gylder
det ravende lys
av nyfødt og spæd og usikker vaar — —!
Det taager mit sind
med en ukjendt smerte,
dit sænkede øies eventyr; — —
det minder om ét,
som mit eget hjerte
læser hver dag, mens dets drømme flyr:
