Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/17

Omsider, omsider saa bor jeg da inde,
hvor døren kan stænges indenifra —!
Jeg aander Guds fred paa hver ting herinde,
hvor himmelens vinde gaar til og fra — —;
og vindvet er oppe — dybt ned er gesimser,
som skjuler den verden, som buldrer og vimser;
hid naar kun en solsommeraften, som aander
sin ild i gardinernes blonder!

Ja, nys var det sol her, som flakket og gjønet —
en ildpøl, som spruttet og brændte i mønet
paa brandmuren dér til en leiekaserne; —
nu staar der en sommerlig, lyserød stjerne — —
Og tage bag tage! En fredelig pæl,
og nedad saa dybt, at én slaar sig ihjæl?
Ja, netop i sligt et kot kan jeg passe,
saa her skal der skrives en masse!
— — — — — — — —

Hvor kan det dog ske, jeg alligevel sturen
omsider forlader mit hybelpalads
og gaar mig en enslig tur i naturen,
— det er: Et par popler paa Eidsvolds plads —

21