Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/123

Den lunkne og blaanende sensommerkvelden
eier en eggende magisk glans —
inde paa Tivoli snur karusellen
sin farvede, knirkende lygtekrans
alle lokalers døre staar oppe,
trikkerne klinger med rødt og grønt —
høit over sommerens skjælvende toppe
svømmer en himmel vellystig skjønt!

Inde paa bænkerne, skygget af løvet,
krystes smaapiger med kvinkende skrig —
andre, som lygternes lys har bestøvet,
sidder og stagger sig, bleke som lig —
smægter i liglin, mens blaat fra det høie
fosser der ild fra en ampels skjær —
perlemorsglansen i hviden af øiet
gir dem et skimrende, stilt begjær!

Just, som jeg driver og drikker af duften,
kommer et møde saa pinligt paatvers:
Fire skridt borte, som falden fra luften,
ser jeg en særling, hvis vandel er vers.