Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/122

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
FRA CARL JOHAN

Skuren er over; nu løsner sig duften
ud fra de dynkede linde let;
Kveldregnens nølende nerver i luften
gresner og glimter — og stanser med ét.
Skyerne flyder forsont i naturen;
lygter er tændt, og det eneste tegn,
sensommerkvelden beholder af skuren
er en aroma af falden regn!

Høit over poppelens løvbjerg kiker
maanen med gylden geografi;
arm-i-arm vugger der kortbente piger
tvers over singelen mig forbi.
Hoi, hvor der nappes og negtes og kræves! —
halvvoksne jentunger jages afsted;
et aldrende pigebarn slaar forgjæves
sit røde og slidte øie ned!