Side:Olaf Bull - Digte 1909.djvu/120

Hvor stedmorsblomsten sænker paa buet stilk et blaat,
et natteblaat med hvide, bly planeter,
og det er maurens himmel; men samles i et slot
staar kongelysets maane-minareter.
I skjæret sværmer humler som gnister fra sit bol;
men skogviolen rødner i sin blaane,
og løvetanden luer i græsset som en sol
og ved ei den skal gustne af til maane!

Hvor denne havsens store og røde aftensol
kan aabne dulgte blomstersvælg og munde!
En blomst sprang ud i skogen: Det var en gjøg, som gol —
slik vilde blomster gale, hvis de kunde!
De spidser sine læber i kor til aftensang;
slig staar de lydløst gabende og synger —
mens skogens yndig bortgjemte blomsterklokke svang
sit angelus for disse blomsters klynger!

„Gud himmel, hvor det synger, det fjerne røde fjun“,
det hvisker hæggen i sin grannes øre.