Denne siden er godkjent
Da lo der en frost i mit hjerte,
fordi hun var ny og sær — —
jeg glemte at føle mig ydmyg
ved det, at hun dog var nær —
glemte, den haand, hun pressed,
dog var i evighed min —
min, hvor i verden end sværmed
hendes forundrede sind!
Jeg rykket min haand fra knæet;
men lokkernes guldflom gled,
blidt, som var ingenting skeet
udpaa mit haarde knæ; —
og hadet steg op og stammed
i strupen og vilde mig kvæle —
Hun laa der og drømte som lammet
ind imod livet — det hele — —
«Tæve», det skreg jeg i smerte —
Hvis var du nu i drømme?
Altid saa var dine kjærtegn
smertelig spilte og ømme —
