Denne siden er korrekturlest
Bort blev jeg sendt paa et veltømret skib, og mangt fik jeg med mig.
brød og kvægende vin, og hun gav mig en straalende klædning.
Straks lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens jeg drog over havet,
og paa den attende skimtet jeg først de blaanende fjelde
her i jert land. Da svulmet av fryd mit hjerte; men endnu
skulde jeg arme i rikelig maal bli hjemsøkt av jammer,
som i sin vrede Poseidon, den vældige jordryster sendte.
Stormene sendte han mot mig og stængte min vei, og han rørte
sjøen fra dypeste dyp, og bølgerne negtet mig arme
stønnende mand at bæres avsted paa min tømrede flaate.
Stormbygen knuste dens splintrede skrog, og i ytterste vaande
kløvde jeg svømmende bølgernes dyp og førtes omsider
nær eders frelsende land av den rivende strøm og av vinden.
Dersom jeg der paa den farlige kyst hadde fristet at lande,
da hadde bølgerne knust mig mot fastlandets styrtbratte skrænter.
Skrækslagen vek jeg tilbake og svømmet paany, og omsider
naadde jeg frem til en elv, hvor det tyktes mig lettest at lande,
fri som mundingen var for skjær og limet mot vinden.
Der blev jeg skyllet paa land og samlet med møie min livskraft.
Natten, den himmelske kom. Da vandret jeg bort ifra elven.
Inde i skogholtet gik jeg til ro og sanket omkring mig
dynger av løv, og en gud lot mig synke i endeløs slummer.
Dækket av løvet og sorgfuld i hu blev jeg lænket av søvnen
natten til ende, til gryende dag og langt over middag.
Først imot solefald vaaknet jeg op av den søteste slummer.
Da blev jeg ternerne var som fulgte din datter og lekte
rede paa stranden. Selv lignet hun grant en fager gudinde.
Bedende nærmet jeg mig, og hun viste det ædleste høisind.
ti imot mig har hun gjort hvad man neppe tør tro, naar man møter
en som er yngre; ti ungdom og uforstand følges jo altid.
Rikelig mat har hun git mig og funklende vin, og i elven
lot hun mig bade og gav mig tilsidst den dragt som jeg bærer.
Nu har jeg git dig sandfærdig besked, saa tungt det end faldt mig.»
Drotten Alkinoos svarte ham straks og tok venlig til orde:
«Fremmede, dette er dog tilvisse en ting som min datter
brød og kvægende vin, og hun gav mig en straalende klædning.
Straks lot hun blæse en lempelig bris med luftninger milde.
Sytten var dagenes tal som svandt, mens jeg drog over havet,
og paa den attende skimtet jeg først de blaanende fjelde
her i jert land. Da svulmet av fryd mit hjerte; men endnu
skulde jeg arme i rikelig maal bli hjemsøkt av jammer,
som i sin vrede Poseidon, den vældige jordryster sendte.
Stormene sendte han mot mig og stængte min vei, og han rørte
sjøen fra dypeste dyp, og bølgerne negtet mig arme
stønnende mand at bæres avsted paa min tømrede flaate.
Stormbygen knuste dens splintrede skrog, og i ytterste vaande
kløvde jeg svømmende bølgernes dyp og førtes omsider
nær eders frelsende land av den rivende strøm og av vinden.
Dersom jeg der paa den farlige kyst hadde fristet at lande,
da hadde bølgerne knust mig mot fastlandets styrtbratte skrænter.
Skrækslagen vek jeg tilbake og svømmet paany, og omsider
naadde jeg frem til en elv, hvor det tyktes mig lettest at lande,
fri som mundingen var for skjær og limet mot vinden.
Der blev jeg skyllet paa land og samlet med møie min livskraft.
Natten, den himmelske kom. Da vandret jeg bort ifra elven.
Inde i skogholtet gik jeg til ro og sanket omkring mig
dynger av løv, og en gud lot mig synke i endeløs slummer.
Dækket av løvet og sorgfuld i hu blev jeg lænket av søvnen
natten til ende, til gryende dag og langt over middag.
Først imot solefald vaaknet jeg op av den søteste slummer.
Da blev jeg ternerne var som fulgte din datter og lekte
rede paa stranden. Selv lignet hun grant en fager gudinde.
Bedende nærmet jeg mig, og hun viste det ædleste høisind.
ti imot mig har hun gjort hvad man neppe tør tro, naar man møter
en som er yngre; ti ungdom og uforstand følges jo altid.
Rikelig mat har hun git mig og funklende vin, og i elven
lot hun mig bade og gav mig tilsidst den dragt som jeg bærer.
Nu har jeg git dig sandfærdig besked, saa tungt det end faldt mig.»
Drotten Alkinoos svarte ham straks og tok venlig til orde:
«Fremmede, dette er dog tilvisse en ting som min datter
