Denne siden er korrekturlest
«Lyt nu, faiakiske drotter, de første i raad og paa tinge,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Nu da vort gilde er endt, skal I alle gaa hjem for at hvile;
men la os stevne imorgen ved gry vore fyrster og stormænd
fuldtallig hit og hædre vor gjest med et maaltid og bringe
guderne herlige ofre, og saa faar vi tænke paa utvei
til at vor fremmede gjest, naar vi gir ham et følge paa veien,
vernet mot farer og nød kan vende tilbake til hjemmet,
glad og med korteste frist, om han end har sit hjem i det fjerne,
og at der ei underveis skal times ham trængsler og motgang,
førend han naar til sit land; men der faar han efterpaa lide
det som de haardhændte spinderskers ten og gudernes vilje
spandt i hans livstraad i fødselens stund, da hans mor gav ham livet.
Men hvis han er en udødelig gud, som er kommet fra himlen,
da er det visselig nu noget nyt som guderne vil os.
Altid tilforn har jo guderne vist sig aapenlyst for os,
hvergang vi bragte dem ofre av herlige festhekatomber.
Da har de gjestet vort festlige lag og sittet iblandt os.
Ja, naar en færdesmand møter en gud paa sin ensomme vandring,
dølger han ei hvem han er; ti vi er deres nærmeste frænder,
som det kyklopiske folk og de vilde gigantiske stammer.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Gjæve Alkinoos, tal ikke saa; ti av vekst eller aasyn
ligner jeg ei en ndødelig gud av dem som hist oppe
bor over himmelen vide. En dødelig er jeg tilvisse.
Trygt tør jeg maale min lidelses vegt med deres som tynges
haardest av jammer og kval av alle de mænd som I kjender.
Ja, jeg kunde vel melde om haardere trængsler end deres,
om jeg fortalte jer alt hvad jeg led efter gudernes vilje.
Men la mig nyte mit maaltid i ro, skjønt pint av min kummer.
Ti der er intet i verden saa frækt som den skamløse mave.
Bydende kræver den stedse sin ret og tvinger vor tanke
selv om vi pines av kummer og bærer paa sorger i hjertet,
likesom jeg i mit hjerte maa bære paa sorg; men den kræver
stadig at stille sin sult og sin tørst og dækker med glemsel
alt hvad jeg døiet og led og forlanger hærdig at fyldes.
Sørg nu I for min færd, saa alting er rede ved daggry.
Send mig usalige mand til mit hjem, om jeg end skulde døie
talløse trængsler paany. La mig miste mit liv, naar jeg bare
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Nu da vort gilde er endt, skal I alle gaa hjem for at hvile;
men la os stevne imorgen ved gry vore fyrster og stormænd
fuldtallig hit og hædre vor gjest med et maaltid og bringe
guderne herlige ofre, og saa faar vi tænke paa utvei
til at vor fremmede gjest, naar vi gir ham et følge paa veien,
vernet mot farer og nød kan vende tilbake til hjemmet,
glad og med korteste frist, om han end har sit hjem i det fjerne,
og at der ei underveis skal times ham trængsler og motgang,
førend han naar til sit land; men der faar han efterpaa lide
det som de haardhændte spinderskers ten og gudernes vilje
spandt i hans livstraad i fødselens stund, da hans mor gav ham livet.
Men hvis han er en udødelig gud, som er kommet fra himlen,
da er det visselig nu noget nyt som guderne vil os.
Altid tilforn har jo guderne vist sig aapenlyst for os,
hvergang vi bragte dem ofre av herlige festhekatomber.
Da har de gjestet vort festlige lag og sittet iblandt os.
Ja, naar en færdesmand møter en gud paa sin ensomme vandring,
dølger han ei hvem han er; ti vi er deres nærmeste frænder,
som det kyklopiske folk og de vilde gigantiske stammer.»
Straks tok den raadsnare helt Odyssevs til orde og svarte:
«Gjæve Alkinoos, tal ikke saa; ti av vekst eller aasyn
ligner jeg ei en ndødelig gud av dem som hist oppe
bor over himmelen vide. En dødelig er jeg tilvisse.
Trygt tør jeg maale min lidelses vegt med deres som tynges
haardest av jammer og kval av alle de mænd som I kjender.
Ja, jeg kunde vel melde om haardere trængsler end deres,
om jeg fortalte jer alt hvad jeg led efter gudernes vilje.
Men la mig nyte mit maaltid i ro, skjønt pint av min kummer.
Ti der er intet i verden saa frækt som den skamløse mave.
Bydende kræver den stedse sin ret og tvinger vor tanke
selv om vi pines av kummer og bærer paa sorger i hjertet,
likesom jeg i mit hjerte maa bære paa sorg; men den kræver
stadig at stille sin sult og sin tørst og dækker med glemsel
alt hvad jeg døiet og led og forlanger hærdig at fyldes.
Sørg nu I for min færd, saa alting er rede ved daggry.
Send mig usalige mand til mit hjem, om jeg end skulde døie
talløse trængsler paany. La mig miste mit liv, naar jeg bare
