Denne siden er korrekturlest
Ti som faiakernes mænd staar høit over andre i kunsten
skjønsomt at styre paa havet et skib, forstaar deres kvinder
mesterlig vævningens kunst; ti Pallas Atene har git dem
ypperlig kløkt til at væve et tøi av vidunderlig skjønhet.
Utenfor gaarden, men nær ved dens port, er dyrket som have
fire maal jord. Om haven er reist et hegnende gjerde.
Indenfor vokser der mægtige trær med løvrike kroner,
bugnende rikt av granater, av pærer og skinnende epler,
fikener, søte av smak, og oliven bak grenenes løvhang.
Aaret tilende, i vinterens tid som i sommerens dage
hænder det ei at frugten slaar feil. Den viftende Zefyr
driver en del til svulmende vekst og andre til modning.
En efter en, som dagene gaar, blir pærerne modne;
likesaa epler og fiken og klaser av deilige druer.
Vingaarden grænser til haven. Der grønnes de frugttunge ranker.
Der hvor dens grund er aapen og jevn og stekes av solen,
tørres de saftige druer, mens andre blir løsnet fra ranken.
Andre blir presset til most. Paa solsiden kaster de grønne
umodne druer sin blomst, mens andre begynder at blaane.
Langsefter rankernes ytterste rad gror alleslags urter
ordnet i bed, og de grønnes, fra aaret gaar ind til det ender.
Indenfor slynger sig to krystalklare bækker; den ene
gaar gjennem haven; den anden gaar ind under borggaardens tærskel.
hen imot borgen. Fra den blir drikkevand hentet til byen.
Saa velsignet av guder var drotten Alkinoos' kongsgaard.
Helten Odyssevs blev staaende der i beundring ved synet.
Men da han saa hadde skuet det alt med frydefuldt hjerte,
traadte han raskt over tærsklen og skyndte sig ind i paladset.
Indenfor fandt han de ypperste mænd, faiakernes fyrster,
ofrende vin til hin budbringer rask, den skarpsynte Hermes,
guden som fik deres drikoffer sidst, naar de tænkte paa hvile.
Ind gjennem borghallen vandret den haardføre høvding Odyssevs
hyllet i taaken som Pallas lot sænke sig skjærmende om ham,
indtil han kom til Alkinoos' stol og stod for Arete.
Slynget da straks Odyssevs om dronningens knæ sine arme
medens det dækkende taakeslør svandt, som før hadde skjult ham.
Alle forstummet, saasnart de fik se en fremmed i hallen,
slaat av det sælsomme syn; men Odyssevs tok bønlig til orde:
skjønsomt at styre paa havet et skib, forstaar deres kvinder
mesterlig vævningens kunst; ti Pallas Atene har git dem
ypperlig kløkt til at væve et tøi av vidunderlig skjønhet.
Utenfor gaarden, men nær ved dens port, er dyrket som have
fire maal jord. Om haven er reist et hegnende gjerde.
Indenfor vokser der mægtige trær med løvrike kroner,
bugnende rikt av granater, av pærer og skinnende epler,
fikener, søte av smak, og oliven bak grenenes løvhang.
Aaret tilende, i vinterens tid som i sommerens dage
hænder det ei at frugten slaar feil. Den viftende Zefyr
driver en del til svulmende vekst og andre til modning.
En efter en, som dagene gaar, blir pærerne modne;
likesaa epler og fiken og klaser av deilige druer.
Vingaarden grænser til haven. Der grønnes de frugttunge ranker.
Der hvor dens grund er aapen og jevn og stekes av solen,
tørres de saftige druer, mens andre blir løsnet fra ranken.
Andre blir presset til most. Paa solsiden kaster de grønne
umodne druer sin blomst, mens andre begynder at blaane.
Langsefter rankernes ytterste rad gror alleslags urter
ordnet i bed, og de grønnes, fra aaret gaar ind til det ender.
Indenfor slynger sig to krystalklare bækker; den ene
gaar gjennem haven; den anden gaar ind under borggaardens tærskel.
hen imot borgen. Fra den blir drikkevand hentet til byen.
Saa velsignet av guder var drotten Alkinoos' kongsgaard.
Helten Odyssevs blev staaende der i beundring ved synet.
Men da han saa hadde skuet det alt med frydefuldt hjerte,
traadte han raskt over tærsklen og skyndte sig ind i paladset.
Indenfor fandt han de ypperste mænd, faiakernes fyrster,
ofrende vin til hin budbringer rask, den skarpsynte Hermes,
guden som fik deres drikoffer sidst, naar de tænkte paa hvile.
Ind gjennem borghallen vandret den haardføre høvding Odyssevs
hyllet i taaken som Pallas lot sænke sig skjærmende om ham,
indtil han kom til Alkinoos' stol og stod for Arete.
Slynget da straks Odyssevs om dronningens knæ sine arme
medens det dækkende taakeslør svandt, som før hadde skjult ham.
Alle forstummet, saasnart de fik se en fremmed i hallen,
slaat av det sælsomme syn; men Odyssevs tok bønlig til orde:
