Denne siden er korrekturlest
Saaledes hædres hun nu som tilforn og er hjertelig elsket
baade av drotten Alkinoos selv og av sønner og døtre
og av det samlede folk, som hvergang hun gaar gjennem byen,
hilser med venlige ord og ser i sin dronning en guddom.
Hjertelag har hun for alle og mangler ei indsigt og visdom.
Selv mellem mænd kan hun løse en tvist, naar de vandt hendes yndest.
Ja, dersom hun er dig god og ønsker dig held i sit hjerte,
da har du haab om at skue paany dine kjære og komme
hjem til din velbygde borg og naa til dit fædrene hjemland.»
Saaledes talte den blaaøide mø Atene og svævet
bort fra Skjerias yndige ø over havet det golde
hen til Maratons strand og Aten med de prægtige gater.
Der gik hun ind i Erektevs' borg, men helten Odyssevs
gik til Alkinoos' stolte palads. Der stod han, og længe
undret han sig i sit sind, før han gik over tærsklen av kobber.
Ti i den mandige drot Alkinoos' kneisende festsal
straalte en blændende glans som skinnet av sol eller maane.
Begge dens vægger var klædt med plater av kobber fra tærsklen
ind til den inderste vraa, og av mørkeblaat glas var gesimsen.
Fløidøren ind til den mægtige hal var av guldet det røde.
Dørposter høie av sølv var reist paa en tærskel av kobber.
Øverst var karmen av sølv, og av guld var fløidørens haandtak.
Hunde av guld og av sølv var stillet ved fløidørens sider,
guden Hefaistos' verk, som han formet med kyndigste omhu.
Der stod de vakt ved den mandige drot Alkinoos' borghal.
Ei kan de smuldre til støv eller ældes til dagenes ende.
Inde i salen langs væggene stod to rækker av stoler
like fra tærsklen til inderste vraa. Paa alle laa tæpper
fine og virket med ypperlig kunst av kyndige kvinder.
Bænket paa disse til fest var jevnlig faiakernes stormænd
nytende maten og vinen som altid var rikelig tilmaalt.
Oppe paa prægtige fotstykker stod i rad og i række
ynglinger formet av guld med brændende fakler i hænde
spredende lys gjennem salen ved gjesternes natlige gilde.
Femti i tallet er ternernes flok i herskerens kamre.
Somme har travelt med at male den guldgule hvete paa kvernen.
Andre slaar væven med flid eller dreier sin ten, og i kamret
sitter de tæt som det skjælvende løv paa en rankvokset poppel.
Perlende drypper fra fintraadet væv den smidige olje.
baade av drotten Alkinoos selv og av sønner og døtre
og av det samlede folk, som hvergang hun gaar gjennem byen,
hilser med venlige ord og ser i sin dronning en guddom.
Hjertelag har hun for alle og mangler ei indsigt og visdom.
Selv mellem mænd kan hun løse en tvist, naar de vandt hendes yndest.
Ja, dersom hun er dig god og ønsker dig held i sit hjerte,
da har du haab om at skue paany dine kjære og komme
hjem til din velbygde borg og naa til dit fædrene hjemland.»
Saaledes talte den blaaøide mø Atene og svævet
bort fra Skjerias yndige ø over havet det golde
hen til Maratons strand og Aten med de prægtige gater.
Der gik hun ind i Erektevs' borg, men helten Odyssevs
gik til Alkinoos' stolte palads. Der stod han, og længe
undret han sig i sit sind, før han gik over tærsklen av kobber.
Ti i den mandige drot Alkinoos' kneisende festsal
straalte en blændende glans som skinnet av sol eller maane.
Begge dens vægger var klædt med plater av kobber fra tærsklen
ind til den inderste vraa, og av mørkeblaat glas var gesimsen.
Fløidøren ind til den mægtige hal var av guldet det røde.
Dørposter høie av sølv var reist paa en tærskel av kobber.
Øverst var karmen av sølv, og av guld var fløidørens haandtak.
Hunde av guld og av sølv var stillet ved fløidørens sider,
guden Hefaistos' verk, som han formet med kyndigste omhu.
Der stod de vakt ved den mandige drot Alkinoos' borghal.
Ei kan de smuldre til støv eller ældes til dagenes ende.
Inde i salen langs væggene stod to rækker av stoler
like fra tærsklen til inderste vraa. Paa alle laa tæpper
fine og virket med ypperlig kunst av kyndige kvinder.
Bænket paa disse til fest var jevnlig faiakernes stormænd
nytende maten og vinen som altid var rikelig tilmaalt.
Oppe paa prægtige fotstykker stod i rad og i række
ynglinger formet av guld med brændende fakler i hænde
spredende lys gjennem salen ved gjesternes natlige gilde.
Femti i tallet er ternernes flok i herskerens kamre.
Somme har travelt med at male den guldgule hvete paa kvernen.
Andre slaar væven med flid eller dreier sin ten, og i kamret
sitter de tæt som det skjælvende løv paa en rankvokset poppel.
Perlende drypper fra fintraadet væv den smidige olje.
