Denne siden er korrekturlest
Ei vil jeg sees av jer, naar jeg bader i elven, ti saare
undser jeg mig for at blotte mig helt blandt haarfagre terner.»
Saa han talte. Da gik de og meldte fyrstinden hans vægring.
Vasket da helten Odyssevs imens sine lemmer i elven,
fjernende saltet som dækket hans ryg og skuldre og skyllet
hovedet rent for det fraadende skum fra havet, det golde,
og da han efter sit bad hadde salvet tilgavns sine lemmer,
klædte han sig i den straalende dragt som jomfruen gav ham.
Pallas Atene, hin datter av Zevs, lot høvdingen tykkes
større av vekst, mer fyldig og rank og lot fra hans isse
lokkerne bølge saa tæt som sviblernes blomstrende klaser.
Som naar den kyndige smed, som Hefaistos og Pallas Atene
lærte tilfulde den ypperste kunst, kan lodde om sølvet
kanter av straalende guld og forme de herligste verker,
saaledes spredte hun skjønhetens glans om hans hoved og skuldre.
Derefter vandret han bort og satte sig nede ved stranden,
straalende fager og skjøn, og jomfruen saa ham med undren.
Straks tok hun ordet og talte til ternernes haarfagre skare:
«Hør nu og merk jer vel mine ord, hvitarmede terner.
Ei har alle de guder som bor paa Olymp, villet negte
manden derborte at komme som gjest til de gjæve faiaker;
ti mens han tyktes tilforn kun ringe og litet at se til,
ligner han nu de guder som bor over himmelen vide.
Maatte saa herlig en helt bli boende her og med glæde
dvæle iblandt os i ro og kaldes min elskede husbond.
Styrk nu, terner, vor ukjendte gjest med mat og med drikke.»
Saa hun talte. De lød hendes bud og fulgte det villig.
Straks bar de frem for ham rikelig mat og kvægende drikke.
Nøt da i sandhet den haardføre helt, den gjæve Odyssevs,
maten og vinen med lyst; ti fastende var han jo længe.
Nu fik den fagre, hvitarmede mø noget andet i sinde:
Klærne foldet hun sammen og la dem op paa sin lastvogn,
spændte de hovsterke muldyr for karm, og selv tok hun sæte.
Derefter gav hun Odyssevs besked og formante ham venlig:
«Kom nu, fremmede, med til vor by. Jeg selv skal saa gjerne
følge dig hjem til min kløktige far, hvor jeg tror du vil kunne
lære at kjende de gjæveste mænd blandt alle faiaker.
Taapelig tykkes du ei. Saa gjør da nu som jeg sier:
Medens vor vei fører frem over mændenes dyrkede marker,
da skal du vandre med ilsomme skridt i ternernes følge
undser jeg mig for at blotte mig helt blandt haarfagre terner.»
Saa han talte. Da gik de og meldte fyrstinden hans vægring.
Vasket da helten Odyssevs imens sine lemmer i elven,
fjernende saltet som dækket hans ryg og skuldre og skyllet
hovedet rent for det fraadende skum fra havet, det golde,
og da han efter sit bad hadde salvet tilgavns sine lemmer,
klædte han sig i den straalende dragt som jomfruen gav ham.
Pallas Atene, hin datter av Zevs, lot høvdingen tykkes
større av vekst, mer fyldig og rank og lot fra hans isse
lokkerne bølge saa tæt som sviblernes blomstrende klaser.
Som naar den kyndige smed, som Hefaistos og Pallas Atene
lærte tilfulde den ypperste kunst, kan lodde om sølvet
kanter av straalende guld og forme de herligste verker,
saaledes spredte hun skjønhetens glans om hans hoved og skuldre.
Derefter vandret han bort og satte sig nede ved stranden,
straalende fager og skjøn, og jomfruen saa ham med undren.
Straks tok hun ordet og talte til ternernes haarfagre skare:
«Hør nu og merk jer vel mine ord, hvitarmede terner.
Ei har alle de guder som bor paa Olymp, villet negte
manden derborte at komme som gjest til de gjæve faiaker;
ti mens han tyktes tilforn kun ringe og litet at se til,
ligner han nu de guder som bor over himmelen vide.
Maatte saa herlig en helt bli boende her og med glæde
dvæle iblandt os i ro og kaldes min elskede husbond.
Styrk nu, terner, vor ukjendte gjest med mat og med drikke.»
Saa hun talte. De lød hendes bud og fulgte det villig.
Straks bar de frem for ham rikelig mat og kvægende drikke.
Nøt da i sandhet den haardføre helt, den gjæve Odyssevs,
maten og vinen med lyst; ti fastende var han jo længe.
Nu fik den fagre, hvitarmede mø noget andet i sinde:
Klærne foldet hun sammen og la dem op paa sin lastvogn,
spændte de hovsterke muldyr for karm, og selv tok hun sæte.
Derefter gav hun Odyssevs besked og formante ham venlig:
«Kom nu, fremmede, med til vor by. Jeg selv skal saa gjerne
følge dig hjem til min kløktige far, hvor jeg tror du vil kunne
lære at kjende de gjæveste mænd blandt alle faiaker.
Taapelig tykkes du ei. Saa gjør da nu som jeg sier:
Medens vor vei fører frem over mændenes dyrkede marker,
da skal du vandre med ilsomme skridt i ternernes følge
