Denne siden er korrekturlest
sendtes med fiskere bort til sit hjem paa ilende snekker.
Skarevis vandret de selv med sorgfulde hjerter til torvet.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
var det Evpeites som reiste sig først iblandt dem og talte,
saasom han ei kunde glemme den sorg han bar i sit hjerte
over Antinoos, sønnen som først blev dræpt av Odyssevs.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Venner, hin grusomme mand har voldt os ubodelig skade,
først da han førte paa skibe mangfoldige stormænd fra landet,
mistet han hele sit mandskap og alle de stavnkrumme snekker.
Nu da han kom, har han dræpt kefallenernes gjæveste fyrster.
Kom, la os skynde os efter ham straks, før han rømmer til Pylos
eller til Elis, det hellige land, hvor epeierne raader.
Ellers vil folk kunne laste vor færd og haane os siden.
Tar vi ei hævn over dem som har dræpt vore sønner og brødre,
blir det for alle en skam som kommende slegter vil mindes.
Jeg vil ei kunne glæde mig mer ved livet, men ønske
snarlig at dø og samles med dem som hine har myrdet.
Kom, la os haste avsted, saa de ei slipper bort over havet.»
Graatende talte han saa og vakte akaiernes medynk.
Men fra Odyssevs' borg kom Medon, herolden, til torvet
fulgt av den himmelske skald, da begge var vaagnet av søvnen.
Undrende stirret enhver paa de to, da de stanset i kredsen.
Straks tok Medon, den vise herold, til orde iblandt dem:
«Itakas høvdinger, lyt til mit ord! Den kloke Odyssevs
vaaget forvisst ei denne sin daad mot gudernes vilje.
Selv har jeg set en udødelig gud som hjælpende traadte
hen til Odyssevs i salen, og skuffende lignet han Mentor,
snart var det foran Odyssevs hin mægtige gud kom tilsyne,
eggende høvdingens mot, snart jaget han vildt gjennem hallen
friernes flygtende flok, og rækkevis sank de til jorden.»
Saa han talte, og blegnende frygt grep alle tilhobe.
Ogsaa den graanede helt Haliterses tok ordet iblandt dem,
Mastors søn, som alene gav agt paa fortid og fremtid.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Itakas høvdiner, lyt til det ord som jeg agter at si jer.
Venner, jeg feighet har skylden i det som har hændt; ti I hørte
aldrig paa mig eller Mentor, den værdige høvding, som begge
bad jer at kalde fra daarskapens vei eders sønner tilbake,
da de forsyndet sig svart og øvet formastelig voldsdaad,
Skarevis vandret de selv med sorgfulde hjerter til torvet.
Da de i flok og følge var møtt, og alle var samlet,
var det Evpeites som reiste sig først iblandt dem og talte,
saasom han ei kunde glemme den sorg han bar i sit hjerte
over Antinoos, sønnen som først blev dræpt av Odyssevs.
Fældende taarer for ham tok han ordet iblandt dem og mælte:
«Venner, hin grusomme mand har voldt os ubodelig skade,
først da han førte paa skibe mangfoldige stormænd fra landet,
mistet han hele sit mandskap og alle de stavnkrumme snekker.
Nu da han kom, har han dræpt kefallenernes gjæveste fyrster.
Kom, la os skynde os efter ham straks, før han rømmer til Pylos
eller til Elis, det hellige land, hvor epeierne raader.
Ellers vil folk kunne laste vor færd og haane os siden.
Tar vi ei hævn over dem som har dræpt vore sønner og brødre,
blir det for alle en skam som kommende slegter vil mindes.
Jeg vil ei kunne glæde mig mer ved livet, men ønske
snarlig at dø og samles med dem som hine har myrdet.
Kom, la os haste avsted, saa de ei slipper bort over havet.»
Graatende talte han saa og vakte akaiernes medynk.
Men fra Odyssevs' borg kom Medon, herolden, til torvet
fulgt av den himmelske skald, da begge var vaagnet av søvnen.
Undrende stirret enhver paa de to, da de stanset i kredsen.
Straks tok Medon, den vise herold, til orde iblandt dem:
«Itakas høvdinger, lyt til mit ord! Den kloke Odyssevs
vaaget forvisst ei denne sin daad mot gudernes vilje.
Selv har jeg set en udødelig gud som hjælpende traadte
hen til Odyssevs i salen, og skuffende lignet han Mentor,
snart var det foran Odyssevs hin mægtige gud kom tilsyne,
eggende høvdingens mot, snart jaget han vildt gjennem hallen
friernes flygtende flok, og rækkevis sank de til jorden.»
Saa han talte, og blegnende frygt grep alle tilhobe.
Ogsaa den graanede helt Haliterses tok ordet iblandt dem,
Mastors søn, som alene gav agt paa fortid og fremtid.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Itakas høvdiner, lyt til det ord som jeg agter at si jer.
Venner, jeg feighet har skylden i det som har hændt; ti I hørte
aldrig paa mig eller Mentor, den værdige høvding, som begge
bad jer at kalde fra daarskapens vei eders sønner tilbake,
da de forsyndet sig svart og øvet formastelig voldsdaad,
