Denne siden er korrekturlest
Dengang fik jeg av epletrær ti og av pæretrær tretten.
Fikentrær gav du mig, firti i tal, og nævnte mig ogsaa
femti av rankerne her som du lovet at gi mig. Hver enkelt
bugnet av klaser. Her hænger jo fuldt av alleslags druer
hvergang de modnes ved høst, naar Zevs gjør klaserne tunge.»
Saa han talte. Da skalv hans knær og hjerte av glæde,
da han fik høre de tegn som Odyssevs saa greit hadde nævnt ham.
Armene slynget han fast om sin søn, og ind til sit hjerte
trykket Odyssevs, hans hærdede søn, den avmægtige olding.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
talte han endnu engang, og frydefuld tok han til orde:
«Alfader Zevs, saa lever I end I himmelske guder,
hvis det er sandt at frierne led som forskyldt for sin brøde.
Dog nu gruer jeg svart i mit sind for at Itakas stridsmænd
alle skal skynde sig hit og at de tillike skal sende
til kefallenerne bud og hente dem fra deres byer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Plag ikke dit sind med frygten for dette.
La os gaa ind i dit hus. Det ligger jo like ved haven.
Dit har Telemakos nys og Evmaios og oksernes gjæter
hastet avsted paa mit bud for at lage os skyndsomt et maaltid.»
Saa de talte og vandret avsted til den herlige bolig,
og da de begge kom ind i de prægtige haller i huset,
traf de Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
just som de blandet den funklende vin og delte op kjødet.
Drotten Laertes blev badet imens og salvet med olje
i sit palads av husholdersken selv, den sikeliske kvinde.
Derefter hjalp hun ham paa den straalende kappe; men Pallas
traadte nu hen til mændenes drot og forskjønnet hans lemmer.
Rankere gjorde hun gubben og skjænket ham fyldige lemmer.
Steg han da ut av det skinnende kar, og hans søn maatte studse,
da han fik se at han lignet av vekst en udødelig guddom,
tindrende talte han vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede far, tilvisse har en av de evige guder
gjort at du nu ser rankere ut og forskjønnet dit aasyn.»
Straks tok den sindige olding Laertes til orde og svarte:
«Zevs, vor almægtige far, og Atene og Foibos Apollon!
Aa, om jeg var som dengang jeg tok med en flok kefallener
Nerikons velbygde by længst ute ved fastlandets kyster!
Fikentrær gav du mig, firti i tal, og nævnte mig ogsaa
femti av rankerne her som du lovet at gi mig. Hver enkelt
bugnet av klaser. Her hænger jo fuldt av alleslags druer
hvergang de modnes ved høst, naar Zevs gjør klaserne tunge.»
Saa han talte. Da skalv hans knær og hjerte av glæde,
da han fik høre de tegn som Odyssevs saa greit hadde nævnt ham.
Armene slynget han fast om sin søn, og ind til sit hjerte
trykket Odyssevs, hans hærdede søn, den avmægtige olding.
Men da han aandet paany og atter var kommet til samling,
talte han endnu engang, og frydefuld tok han til orde:
«Alfader Zevs, saa lever I end I himmelske guder,
hvis det er sandt at frierne led som forskyldt for sin brøde.
Dog nu gruer jeg svart i mit sind for at Itakas stridsmænd
alle skal skynde sig hit og at de tillike skal sende
til kefallenerne bud og hente dem fra deres byer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Nei, vær trøstig! Plag ikke dit sind med frygten for dette.
La os gaa ind i dit hus. Det ligger jo like ved haven.
Dit har Telemakos nys og Evmaios og oksernes gjæter
hastet avsted paa mit bud for at lage os skyndsomt et maaltid.»
Saa de talte og vandret avsted til den herlige bolig,
og da de begge kom ind i de prægtige haller i huset,
traf de Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
just som de blandet den funklende vin og delte op kjødet.
Drotten Laertes blev badet imens og salvet med olje
i sit palads av husholdersken selv, den sikeliske kvinde.
Derefter hjalp hun ham paa den straalende kappe; men Pallas
traadte nu hen til mændenes drot og forskjønnet hans lemmer.
Rankere gjorde hun gubben og skjænket ham fyldige lemmer.
Steg han da ut av det skinnende kar, og hans søn maatte studse,
da han fik se at han lignet av vekst en udødelig guddom,
tindrende talte han vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede far, tilvisse har en av de evige guder
gjort at du nu ser rankere ut og forskjønnet dit aasyn.»
Straks tok den sindige olding Laertes til orde og svarte:
«Zevs, vor almægtige far, og Atene og Foibos Apollon!
Aa, om jeg var som dengang jeg tok med en flok kefallener
Nerikons velbygde by længst ute ved fastlandets kyster!
