Denne siden er korrekturlest
med dine kraftige mænd, eller leiet du kanske til færden
fartøi og mænd som har sat dig i land og har seilet tilbake?»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked og fortælle det hele.
Vit, at jeg er fra Alybas. Der har jeg den herligste kongsgaard.
Drotten Afeidas, min far, var en søn av kong Polypemon.
Navnet Epéritos bærer jeg selv, og nu har en guddom
drevet mig hit fra Sikanias kyst saa nødig jeg vilde.
Skibet jeg kom med, har ankret ved land langt borte fra byen.
Men for Odyssevs er dette av aar som er svundet, det femte
siden den arme drog bort fra min borg og mit fædrene hjemland.
Dog, det er visst at han fik de heldigste varsler av fugler,
just da han gik, og det gjorde mig glad i avskedens time.
Ogsaa han selv var glad da han drog, og vi haabet at møtes
atter som venner og veksle paany de herligste gaver.»
Saa han talte. Da sænket sig sorg som en sky om den gamle
Straks tok han op det kulsorte støv, og med skjælvende hænder
strødde han det under stønnende suk paa sin graanede isse
Inderlig rørt blev Odyssevs' sjæl, da han saa paa den gamle.
Høvdingens næsebor bævret og skalv i smertelig medynk.
Straks tok han gubben i favn og kysset ham kjærlig og mælte:
«Far, her er jeg jo selv! Nu kommer jo han som du spør om,
hjem i det tyvende aar til sit elskede fædrene hjemland.»
Nu maa du stanse din jamrende graat og de strømmende taarer.
Ti jeg skal si dig en ting: Vi har ikke tid til at nøle.
Frierne slog jeg ihjel paa min borg. Jeg hævnet tilfulde
al den krænkende uret og vold som har naget mit hjerte.»
Straks tok hans graanede far Laertes til orde og mælte:
«Er du Odyssevs, min elskede søn som er kommet tilbake,
nævn mig da straks et tydelig tegn, saa jeg ikke kan tvile.»
Atter tok nu den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Kast for det første et blik paa det ar som jeg fik, da et vildsvin
hist paa Parnassos fik flænget mig dypt med skinnende hugtand;
dengang du selv og min værdige mor hadde sendt mig paa reise
til hendes far Avtolykos' borg for at hente de gaver
som han tilforn, da han gjestet vort hus hadde lovet at gi mig.
Saa skal jeg regne op alle de trær i din velstelte have,
som du har git mig tilforn, da jeg engang som liten gik med dig
rundt i din have og bad dig. Vi vandret omkring mellem alle,
og du forklarte mig alt og nævnte mig træernes navne.
fartøi og mænd som har sat dig i land og har seilet tilbake?»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal gi dig sandfærdig besked og fortælle det hele.
Vit, at jeg er fra Alybas. Der har jeg den herligste kongsgaard.
Drotten Afeidas, min far, var en søn av kong Polypemon.
Navnet Epéritos bærer jeg selv, og nu har en guddom
drevet mig hit fra Sikanias kyst saa nødig jeg vilde.
Skibet jeg kom med, har ankret ved land langt borte fra byen.
Men for Odyssevs er dette av aar som er svundet, det femte
siden den arme drog bort fra min borg og mit fædrene hjemland.
Dog, det er visst at han fik de heldigste varsler av fugler,
just da han gik, og det gjorde mig glad i avskedens time.
Ogsaa han selv var glad da han drog, og vi haabet at møtes
atter som venner og veksle paany de herligste gaver.»
Saa han talte. Da sænket sig sorg som en sky om den gamle
Straks tok han op det kulsorte støv, og med skjælvende hænder
strødde han det under stønnende suk paa sin graanede isse
Inderlig rørt blev Odyssevs' sjæl, da han saa paa den gamle.
Høvdingens næsebor bævret og skalv i smertelig medynk.
Straks tok han gubben i favn og kysset ham kjærlig og mælte:
«Far, her er jeg jo selv! Nu kommer jo han som du spør om,
hjem i det tyvende aar til sit elskede fædrene hjemland.»
Nu maa du stanse din jamrende graat og de strømmende taarer.
Ti jeg skal si dig en ting: Vi har ikke tid til at nøle.
Frierne slog jeg ihjel paa min borg. Jeg hævnet tilfulde
al den krænkende uret og vold som har naget mit hjerte.»
Straks tok hans graanede far Laertes til orde og mælte:
«Er du Odyssevs, min elskede søn som er kommet tilbake,
nævn mig da straks et tydelig tegn, saa jeg ikke kan tvile.»
Atter tok nu den raadsnare helt Odyssevs til orde:
«Kast for det første et blik paa det ar som jeg fik, da et vildsvin
hist paa Parnassos fik flænget mig dypt med skinnende hugtand;
dengang du selv og min værdige mor hadde sendt mig paa reise
til hendes far Avtolykos' borg for at hente de gaver
som han tilforn, da han gjestet vort hus hadde lovet at gi mig.
Saa skal jeg regne op alle de trær i din velstelte have,
som du har git mig tilforn, da jeg engang som liten gik med dig
rundt i din have og bad dig. Vi vandret omkring mellem alle,
og du forklarte mig alt og nævnte mig træernes navne.
