Denne siden er korrekturlest
dødshugg til høire og venstre. Da hørtes forfærdelig rallen.
Pander blev knust og rykende blod randt hen over gulvet.
Saaledes fandt vi da alle en ynkelig død, Agamennon.
Ujordet ligger vi endnu som lik i Odyssevs' kongsgaard.
Endnu har ei i vort hjem vore frænder faat bud, saa de kunde
vaske det størknede blod fra de gapende vunder og klage
naar de har lagt os paa baaren. Saa hædres jo ellers de døde.»
Atter tok skyggen av Atrevs' søn til orde og mælte:
«Lykkelig var du, Odyssevs, du raadsnare søn av Laertes,
ti du har vundet en viv, rikt signet med herlige dyder.
Aa, hvor retsindig hun var den herlige Penelopeia,
drotten Ikarios' datter. Hvor trofast hun gjemte i mindet
helten Odyssevs, sin husbond, og derfor skal ei hendes dyder
vorde forglemt, men for menneskers slegt skal guder tilvisse
prise i herlige kvad den trofaste Penelopeia.
Aa, hvor litet hun lignet Tyndareos' datter som øvet
gruelig synd og dræpte sin mand. Blandt kommende slegter
skal hun i nidviser mindes, og vanry for evige tider
skjænket hun kvinder i arv, selv dem som vil gjøre det gode.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden
staaende gjemt under jord i Hades' bolig i dypet.
Men da Odyssevs var vandret imens med sit følge fra byen,
naadde de snart den herlige gaard som engang Laertes
bygget til hjem for sig selv, da han mangt hadde døiet i livet.
Der hadde drotten et hus. Rundt dette laa tjenernes bolig,
alle de træller som var i hans brød og dyrket hans marker.
Der holdt husholdersken til, den sikeliske kvinde som trofast
sørget for oldingen her paa hans gaard langt borte fra byen.
Der tok Odyssevs til orde til sønnen og til sine svende:
«Nu skal I andre gaa foran og ind i den prægtige bygning.
Der skal I slagte det feteste svin og lage et maaltid.
Selv vil jeg prøve min far for at se om den gamle kan kjende
endnu sin savnede søn, naar han atter kan se ham for øie,
eller han glemte mig helt i alle de aar jeg var borte.»
Saa han talte og rakte til tjenerne frem sine vaaben.
Derefter skyndte de andre sig ind under tak; men Odyssevs
vandret avsted for at prøve sin far til den bugnende have.
Dolios fandt han dog ei, da han streifet omkring gjennem haven,
likesaa litt som hans sønner. End ikke en træl var at finde.
Alle var ute og sanket i skog til gjerde for haven
Pander blev knust og rykende blod randt hen over gulvet.
Saaledes fandt vi da alle en ynkelig død, Agamennon.
Ujordet ligger vi endnu som lik i Odyssevs' kongsgaard.
Endnu har ei i vort hjem vore frænder faat bud, saa de kunde
vaske det størknede blod fra de gapende vunder og klage
naar de har lagt os paa baaren. Saa hædres jo ellers de døde.»
Atter tok skyggen av Atrevs' søn til orde og mælte:
«Lykkelig var du, Odyssevs, du raadsnare søn av Laertes,
ti du har vundet en viv, rikt signet med herlige dyder.
Aa, hvor retsindig hun var den herlige Penelopeia,
drotten Ikarios' datter. Hvor trofast hun gjemte i mindet
helten Odyssevs, sin husbond, og derfor skal ei hendes dyder
vorde forglemt, men for menneskers slegt skal guder tilvisse
prise i herlige kvad den trofaste Penelopeia.
Aa, hvor litet hun lignet Tyndareos' datter som øvet
gruelig synd og dræpte sin mand. Blandt kommende slegter
skal hun i nidviser mindes, og vanry for evige tider
skjænket hun kvinder i arv, selv dem som vil gjøre det gode.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden
staaende gjemt under jord i Hades' bolig i dypet.
Men da Odyssevs var vandret imens med sit følge fra byen,
naadde de snart den herlige gaard som engang Laertes
bygget til hjem for sig selv, da han mangt hadde døiet i livet.
Der hadde drotten et hus. Rundt dette laa tjenernes bolig,
alle de træller som var i hans brød og dyrket hans marker.
Der holdt husholdersken til, den sikeliske kvinde som trofast
sørget for oldingen her paa hans gaard langt borte fra byen.
Der tok Odyssevs til orde til sønnen og til sine svende:
«Nu skal I andre gaa foran og ind i den prægtige bygning.
Der skal I slagte det feteste svin og lage et maaltid.
Selv vil jeg prøve min far for at se om den gamle kan kjende
endnu sin savnede søn, naar han atter kan se ham for øie,
eller han glemte mig helt i alle de aar jeg var borte.»
Saa han talte og rakte til tjenerne frem sine vaaben.
Derefter skyndte de andre sig ind under tak; men Odyssevs
vandret avsted for at prøve sin far til den bugnende have.
Dolios fandt han dog ei, da han streifet omkring gjennem haven,
likesaa litt som hans sønner. End ikke en træl var at finde.
Alle var ute og sanket i skog til gjerde for haven
