Denne siden er korrekturlest
og vi kom til, da hun løste med list den herlige islætt.
Tvungen og motvillig vævet hun saa, til væven var færdig.
Da hun var færdig med væv og mod vask og tilsidst hadde vist os
laknet det store som lyste saa hvitt som sol eller maane,
da lot en gud i sin harm Odyssevs naa land fra det fjerne
ytterst paa øen hvor hytten var reist for svinenes gjæter.
Ogsaa den gjæve Odyssevs' søn kom dit, da han stevnet
hjem til sit land paa det tjærede skib fra det sandige Pylos,
og da de der hadde lagt op raad om at myrde os alle,
gik de avsted til den prægtige by. Telemakos hastet
foran sin far. Litt senere drog Odyssevs til borgen.
Dit blev han ført i den usleste dragt av svinenes gjæter.
Ja, som en gammel og avfældig mand, en ynkelig tigger
støttet han sig paa sin stav med smudsige filler paa kroppen.
Ingen av os var istand til at kjende den gamle, da gubben
uventet viste sig blandt os, end ikke de ældste i kredsen;
men vi gik løs paa ham straks med skjældsord og kastet paa manden.
Hist i sit eget palads fandt drotten sig taus og taalmodig
længe i alt, i de farlige kast og de sviende haansord.
Men da den aigissvingende Zevs lot daadskraften vaagne,
bar han med sønnen Telemakos op i et kammer paa borgen
alle de herlige vaaben og satte saa bommen for døren.
Derefter bød han med rænkefuldt sind sin hustru at stille
buen og staalblanke økser for frierne frem; ti vi arme
skulde nu kappes om prisen, og snart skulde drapet begynde.
Dog, det skortet os meget paa kraft, og ingen i kredsen
orket at spænde den snoede streng paa den vældige bue.
Men da det mægtige vaaben var kommet Odyssevs i hænde,
ropte vi alle med truende røst og forbød dem at række
manden hin bue til dyst, hvor meget han end maatte trygle.
Bare Telemakos muntret ham op og bød ham at prøve.
Men da Odyssevs, den hærdede helt, fik buen i hænde,
spændte han strengen med lethet og sendte en pil gjennem jernet,
og med et truende blik steg han op paa tærsklen og rystet
pilene ut, og drotten Antinoos faldt som den første.
Derefter sendte han ut med usvigelig sigte de bitre
smertende piler mot andre, og mændene segnet i dynger.
Let var at se at en gud maatte hjælpe dem kraftig i kampen;
ti med utrættelig kraft for de om gjennem salen og rettet
Tvungen og motvillig vævet hun saa, til væven var færdig.
Da hun var færdig med væv og mod vask og tilsidst hadde vist os
laknet det store som lyste saa hvitt som sol eller maane,
da lot en gud i sin harm Odyssevs naa land fra det fjerne
ytterst paa øen hvor hytten var reist for svinenes gjæter.
Ogsaa den gjæve Odyssevs' søn kom dit, da han stevnet
hjem til sit land paa det tjærede skib fra det sandige Pylos,
og da de der hadde lagt op raad om at myrde os alle,
gik de avsted til den prægtige by. Telemakos hastet
foran sin far. Litt senere drog Odyssevs til borgen.
Dit blev han ført i den usleste dragt av svinenes gjæter.
Ja, som en gammel og avfældig mand, en ynkelig tigger
støttet han sig paa sin stav med smudsige filler paa kroppen.
Ingen av os var istand til at kjende den gamle, da gubben
uventet viste sig blandt os, end ikke de ældste i kredsen;
men vi gik løs paa ham straks med skjældsord og kastet paa manden.
Hist i sit eget palads fandt drotten sig taus og taalmodig
længe i alt, i de farlige kast og de sviende haansord.
Men da den aigissvingende Zevs lot daadskraften vaagne,
bar han med sønnen Telemakos op i et kammer paa borgen
alle de herlige vaaben og satte saa bommen for døren.
Derefter bød han med rænkefuldt sind sin hustru at stille
buen og staalblanke økser for frierne frem; ti vi arme
skulde nu kappes om prisen, og snart skulde drapet begynde.
Dog, det skortet os meget paa kraft, og ingen i kredsen
orket at spænde den snoede streng paa den vældige bue.
Men da det mægtige vaaben var kommet Odyssevs i hænde,
ropte vi alle med truende røst og forbød dem at række
manden hin bue til dyst, hvor meget han end maatte trygle.
Bare Telemakos muntret ham op og bød ham at prøve.
Men da Odyssevs, den hærdede helt, fik buen i hænde,
spændte han strengen med lethet og sendte en pil gjennem jernet,
og med et truende blik steg han op paa tærsklen og rystet
pilene ut, og drotten Antinoos faldt som den første.
Derefter sendte han ut med usvigelig sigte de bitre
smertende piler mot andre, og mændene segnet i dynger.
Let var at se at en gud maatte hjælpe dem kraftig i kampen;
ti med utrættelig kraft for de om gjennem salen og rettet
