Denne siden er korrekturlest
FIREOGTYVENDE SANG.
FORLIKET.
Hermes, den milde kylleniske gud, gav friernes sjele
vink om at komme. Han bar i sin haand den herlige guldstav
hvormed han lukker med tryllende magt, saa tidt som han lyster,
menneskers øine i slummer og vækker dem atter av søvnen.
Svingende den gik han foran, og klynkende fulgte de efter.
Likesom naar i den inderste krok av den halvmørke hule
flaggermus pipende svæver omkring i den tætteste klynge,
hvergang en enkelt i flokken har mistet sit fæste i klippen,
saaledes gik de i klynkende flok, og foran dem vandret
Hermes, den naadige gud, over taakede stier mot dypet.
Langsmed Okéanos' strøm og forbi den levkadiske klippe,
solgudens porte og drømmenes land gik toget, og hastig
naadde de frem til den frodige eng hvor liljerne blomstrer.
Der er det sted hvor sjelene bor, de avdødes skygger.
Mangen en heltesjel traf de, Peleiden den ædle Akillevs,
helten Patroklos, hans ven, og den gjæve Antilokos' skygge,
høvdingen Aias tillike, den første blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Akillevs.
Disse var samlet om Pelevs' søn. Da nærmet sig langsomt
endnu en sorgtynget sjel. Det var Atrevs' søn Agamemnon.
Rundt om høvdingen fulgte i flok de andre som fordum
segnet og fandt en forsmædelig død i Aigistos' kongsgaard.
Talte da først Akillevs' sjel til drotten og mælte:
«Atrevs' søn, vi trodde at Zevs, den lynglade hersker,
kaaret blandt samtlige helte just dig til sin yndling for stedse,
saasom du hersket som drot over mange og kraftige stridsmænd
fordum i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Dog, det blev ogsaa din grufulde lod at møte for tidlig
vink om at komme. Han bar i sin haand den herlige guldstav
hvormed han lukker med tryllende magt, saa tidt som han lyster,
menneskers øine i slummer og vækker dem atter av søvnen.
Svingende den gik han foran, og klynkende fulgte de efter.
Likesom naar i den inderste krok av den halvmørke hule
flaggermus pipende svæver omkring i den tætteste klynge,
hvergang en enkelt i flokken har mistet sit fæste i klippen,
saaledes gik de i klynkende flok, og foran dem vandret
Hermes, den naadige gud, over taakede stier mot dypet.
Langsmed Okéanos' strøm og forbi den levkadiske klippe,
solgudens porte og drømmenes land gik toget, og hastig
naadde de frem til den frodige eng hvor liljerne blomstrer.
Der er det sted hvor sjelene bor, de avdødes skygger.
Mangen en heltesjel traf de, Peleiden den ædle Akillevs,
helten Patroklos, hans ven, og den gjæve Antilokos' skygge,
høvdingen Aias tillike, den første blandt alle danaer
baade i skjønhet og vekst næst efter den stolte Akillevs.
Disse var samlet om Pelevs' søn. Da nærmet sig langsomt
endnu en sorgtynget sjel. Det var Atrevs' søn Agamemnon.
Rundt om høvdingen fulgte i flok de andre som fordum
segnet og fandt en forsmædelig død i Aigistos' kongsgaard.
Talte da først Akillevs' sjel til drotten og mælte:
«Atrevs' søn, vi trodde at Zevs, den lynglade hersker,
kaaret blandt samtlige helte just dig til sin yndling for stedse,
saasom du hersket som drot over mange og kraftige stridsmænd
fordum i troernes land, hvor akaierne døiet saa meget.
Dog, det blev ogsaa din grufulde lod at møte for tidlig
