Denne siden er korrekturlest
«Sælsomme mand! jeg er ikke stolt eller agter dig ringe
eller forundrer mig saare. Jeg mindes hvert træk i dit aasyn,
da du fra Itaka drog paa dit skib med de mægtige aarer.
Vel, Evrykleia, gaa hen og red ham et makelig leie
foran det prægtige kammer som fordum min husbond har bygget.
Dit skal I bære hans sengested ut, og paa det skal I lægge
skindfælder uldne og bløte og tæpper og skinnende lakner.»
Saaledes talte hun slu for at prøve sin mand; men Odyssevs
sukket i tungsind og talte paany til sin trofaste hustru:
«Kvinde, med dette dit ord har du saaret mig dypt i mit hjerte.
Si, hvem har flyttet min seng? For vanskelig vilde det være
selv for den kyndigste mand, hvis ei en udødelig guddom
svævet herned og flyttet den let, om saa var hans vilje.
Visselig lever ei dødelig mand, var han aldrig saa kraftig,
som kunde flytte den let; ti sengen er kunstfærdig virket.
Tydelig kjendetegn har den. Jeg laget den ganske alene.
Indenfor gaardsmuren vokste et træ, en mægtig oliven,
frodig med spidsbladet løv og tyk som en søile om stammen.
Der fik jeg bygget av tætfuget sten rundt stammen et kammer.
Væggene gjorde jeg færdig og reiste et tak over huset,
tømret saa døren og gjorde den tæt, saa den sluttet forsvarlig.
Derefter kappet jeg av det løvrike oljetræs krone,
hugget det til med min øks og glattet dets stubbe fra roten
kyndig saa stammen blev jevn og rettet den ind efter snoren.
Slik fik jeg laget en stolpe og boret til naglerne huller.
Fæstet til træstolpen blev nu min seng og jeg gjorde den færdig.
Rikt blev den smykket med guld og med sølv og med elfenbensplater.
Oksehudsremme blev spændt i dens bund, skjønt farvet i purpur.
Dette, min hustru, er tegnet jeg nævnte for nylig; men endnu
vet jeg jo ikke om sengen staar fast, eller om nogen anden
flyttet den bort fra sin plads og kappet dens oljetræs stolpe.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær og hjerte av glæde,
da hun fik høre de tegn som Odyssevs saa greit kunde nævne.
Graatende ilte hun hen til Odyssevs, sin husbond og slynget
armene ømt om hans hals og kysset hans hoved og mælte:
«Kjære Odyssevs, aa vær ikke vred! Tilforn var du altid
sindigst og klokest blandt mænd. Ak, guderne skjænket os jammer.
eller forundrer mig saare. Jeg mindes hvert træk i dit aasyn,
da du fra Itaka drog paa dit skib med de mægtige aarer.
Vel, Evrykleia, gaa hen og red ham et makelig leie
foran det prægtige kammer som fordum min husbond har bygget.
Dit skal I bære hans sengested ut, og paa det skal I lægge
skindfælder uldne og bløte og tæpper og skinnende lakner.»
Saaledes talte hun slu for at prøve sin mand; men Odyssevs
sukket i tungsind og talte paany til sin trofaste hustru:
«Kvinde, med dette dit ord har du saaret mig dypt i mit hjerte.
Si, hvem har flyttet min seng? For vanskelig vilde det være
selv for den kyndigste mand, hvis ei en udødelig guddom
svævet herned og flyttet den let, om saa var hans vilje.
Visselig lever ei dødelig mand, var han aldrig saa kraftig,
som kunde flytte den let; ti sengen er kunstfærdig virket.
Tydelig kjendetegn har den. Jeg laget den ganske alene.
Indenfor gaardsmuren vokste et træ, en mægtig oliven,
frodig med spidsbladet løv og tyk som en søile om stammen.
Der fik jeg bygget av tætfuget sten rundt stammen et kammer.
Væggene gjorde jeg færdig og reiste et tak over huset,
tømret saa døren og gjorde den tæt, saa den sluttet forsvarlig.
Derefter kappet jeg av det løvrike oljetræs krone,
hugget det til med min øks og glattet dets stubbe fra roten
kyndig saa stammen blev jevn og rettet den ind efter snoren.
Slik fik jeg laget en stolpe og boret til naglerne huller.
Fæstet til træstolpen blev nu min seng og jeg gjorde den færdig.
Rikt blev den smykket med guld og med sølv og med elfenbensplater.
Oksehudsremme blev spændt i dens bund, skjønt farvet i purpur.
Dette, min hustru, er tegnet jeg nævnte for nylig; men endnu
vet jeg jo ikke om sengen staar fast, eller om nogen anden
flyttet den bort fra sin plads og kappet dens oljetræs stolpe.»
Saa han talte. Da skalv hendes knær og hjerte av glæde,
da hun fik høre de tegn som Odyssevs saa greit kunde nævne.
Graatende ilte hun hen til Odyssevs, sin husbond og slynget
armene ømt om hans hals og kysset hans hoved og mælte:
«Kjære Odyssevs, aa vær ikke vred! Tilforn var du altid
sindigst og klokest blandt mænd. Ak, guderne skjænket os jammer.
