Denne siden er korrekturlest
Drotten Odyssevs er kommet. Han er i sit hjem, som jeg sier.
Tiggeren er det, vor gjest, som alle har haanet i salen.
Alt har Telemakos visst det forlængst at han var i paladset;
men han har klogelig tiet og dulgt hvad hans far vilde gjøre,
til han fik straffet de skamløse mænd for den vold de har øvet.»
Saa hun talte, og glad sprang dronningen op fra sit leie,
krystet den gamle i favn og fældte vemodige taarer.
Talte hun da med vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede gamle, aa svar mig og sig den reneste sandhet.
Dersom han virkelig, som du har sagt, er kommet til hjemmet,
hvorledes fik han da bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset?»
Ammen, den tro Evrykleia, tok straks til orde og svarte:
«Ei har jeg set eller spurt deres fald. De døendes jammer
hørte jeg bare. Vi sat i en krok i det prægtige kammer
lammet av rædsel og stængt var dørens forsvarlige planker,
indtil din søn Telemakos kom og kaldte mig hastig
ut av kammeret, sendt av sin far for at hente mig til ham.
Midt mellem likene fandt jeg da snart din husbond Odyssevs
staaende rolig, og frierne laa paa det stampede jordgulv
rundt ham i dynger. Der hadde du stolt og glad kunnet se ham
tilsmurt med fienders blod og med smuds som en glubende løve.
Frierne ligger nu alle paa rad ved porten til tunet.
Selv har han tændt et flammende baal og renser med svovel
hele sit hus, og mig har han sendt for at kalde dig til ham.
Følg mig nu dit, saa I atter med fryd i hjertet kan vandre
glædens livsalige vei efter al den kval som I døiet.
Nu er det endelig hændt hvad du brændende ønsket saa længe:
Levende kom han jo hit til den hjemlige arne. I huset
fandt han dig selv og sin søn, og friernes flok som har øvet
mot ham saa skammelig vold, dem tugtet han alle i hallen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Endnu en stund maa du dæmpe din stormende jubel, du kjære.
Kom han tilbake, saa vet du jo selv hvor glade vi alle
bød ham velkommen, og mest jeg selv og den søn jeg har født ham.
Dog, det er sletikke mulig at det som du sier er sandhet.
Nei, en udødelig gud maa ha dræpt de trodsige herrer
vred over friernes krænkende vold og skamløse ondskap,
saasom de aldrig har agtet en mand over jorderik vide,
Tiggeren er det, vor gjest, som alle har haanet i salen.
Alt har Telemakos visst det forlængst at han var i paladset;
men han har klogelig tiet og dulgt hvad hans far vilde gjøre,
til han fik straffet de skamløse mænd for den vold de har øvet.»
Saa hun talte, og glad sprang dronningen op fra sit leie,
krystet den gamle i favn og fældte vemodige taarer.
Talte hun da med vingede ord til den gamle og mælte:
«Elskede gamle, aa svar mig og sig den reneste sandhet.
Dersom han virkelig, som du har sagt, er kommet til hjemmet,
hvorledes fik han da bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset?»
Ammen, den tro Evrykleia, tok straks til orde og svarte:
«Ei har jeg set eller spurt deres fald. De døendes jammer
hørte jeg bare. Vi sat i en krok i det prægtige kammer
lammet av rædsel og stængt var dørens forsvarlige planker,
indtil din søn Telemakos kom og kaldte mig hastig
ut av kammeret, sendt av sin far for at hente mig til ham.
Midt mellem likene fandt jeg da snart din husbond Odyssevs
staaende rolig, og frierne laa paa det stampede jordgulv
rundt ham i dynger. Der hadde du stolt og glad kunnet se ham
tilsmurt med fienders blod og med smuds som en glubende løve.
Frierne ligger nu alle paa rad ved porten til tunet.
Selv har han tændt et flammende baal og renser med svovel
hele sit hus, og mig har han sendt for at kalde dig til ham.
Følg mig nu dit, saa I atter med fryd i hjertet kan vandre
glædens livsalige vei efter al den kval som I døiet.
Nu er det endelig hændt hvad du brændende ønsket saa længe:
Levende kom han jo hit til den hjemlige arne. I huset
fandt han dig selv og sin søn, og friernes flok som har øvet
mot ham saa skammelig vold, dem tugtet han alle i hallen.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Endnu en stund maa du dæmpe din stormende jubel, du kjære.
Kom han tilbake, saa vet du jo selv hvor glade vi alle
bød ham velkommen, og mest jeg selv og den søn jeg har født ham.
Dog, det er sletikke mulig at det som du sier er sandhet.
Nei, en udødelig gud maa ha dræpt de trodsige herrer
vred over friernes krænkende vold og skamløse ondskap,
saasom de aldrig har agtet en mand over jorderik vide,
