Denne siden er korrekturlest
TREOGTYVENDE SANG.
PENELOPEIA KJENDER ODYSSEVS IGJEN.
Jublende ilte nu ammen avsted til høienloftskamret
for at gi dronningen bud om at nu hendes husbond var kommet.
Knærne bøide hun rapt og foten var nær ved at snuble.
Til hendes hoved hun skred, og straks tok den gamle til orde:
«Penelopeia, mit elskede barn, vaagn op for at skue
selv hvad du dag efter dag har haabet med brændende længsel.
Vit at Odyssevs er kommet. Nu er han da endelig hjemme.
Dræpt har han friernes skamløse flok, som her i hans kongsgaard
var os til plage og hundset hans søn og ødte hans skatte.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Elskede gamlemor! Guderne selv maa ha gjort dig avsindig,
de som har magt til at gjøre den klokeste vismand til daare,
og som kan gi en daare paany forstanden tilbake.
Før var dit sind saa forstandig; men nu har de slaat dig med vanvid.
Hvi vil du holde mig arme for nar med de argeste løgne,
sorgfuld i sind som jeg er? Hvi vækket du mig av min slummer,
nu da den favnet mig sødt og lukket saa blidt mine øine?
Aldrig tilforn har jeg sovet saa trygt, siden helten Odyssevs
stevnet til Ilions grufulde by, hvis navn er min rædsel.
Se til at komme dig ned, og skynd dig tilbake til salen!
Hadde en anden av kvinderne her som jeg har i mit eie,
kommet og meldt slikt snak og vækket mig op av min slummer,
hadde jeg jaget den frække paa dør og tilbake til salen
straks med de haardeste ord, men dig skal din alderdom skjerme.»
Tok da paany Evrykleia, den kjærlige amme til orde:
«Nei, jeg narrer dig ei, mit elskede barn, det er sandhet.
for at gi dronningen bud om at nu hendes husbond var kommet.
Knærne bøide hun rapt og foten var nær ved at snuble.
Til hendes hoved hun skred, og straks tok den gamle til orde:
«Penelopeia, mit elskede barn, vaagn op for at skue
selv hvad du dag efter dag har haabet med brændende længsel.
Vit at Odyssevs er kommet. Nu er han da endelig hjemme.
Dræpt har han friernes skamløse flok, som her i hans kongsgaard
var os til plage og hundset hans søn og ødte hans skatte.»
Straks tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Elskede gamlemor! Guderne selv maa ha gjort dig avsindig,
de som har magt til at gjøre den klokeste vismand til daare,
og som kan gi en daare paany forstanden tilbake.
Før var dit sind saa forstandig; men nu har de slaat dig med vanvid.
Hvi vil du holde mig arme for nar med de argeste løgne,
sorgfuld i sind som jeg er? Hvi vækket du mig av min slummer,
nu da den favnet mig sødt og lukket saa blidt mine øine?
Aldrig tilforn har jeg sovet saa trygt, siden helten Odyssevs
stevnet til Ilions grufulde by, hvis navn er min rædsel.
Se til at komme dig ned, og skynd dig tilbake til salen!
Hadde en anden av kvinderne her som jeg har i mit eie,
kommet og meldt slikt snak og vækket mig op av min slummer,
hadde jeg jaget den frække paa dør og tilbake til salen
straks med de haardeste ord, men dig skal din alderdom skjerme.»
Tok da paany Evrykleia, den kjærlige amme til orde:
«Nei, jeg narrer dig ei, mit elskede barn, det er sandhet.
