Denne siden er korrekturlest
Saa han talte, og ternerne kom i flok og i følge
jamrende lydt under hulkende graat med strømmende taarer.
Først bar de likene ut og lagde dem side om side
tæt ved hverandre paa rad ved borgtunets mægtige gaardsmur
ind under svalgangens tak. Selv drev den barske Odyssevs
ternerne frem ved sit bud, og de bar saa nødig de vilde.
Derefter vasket de rene med vand og med hullde svamper
bænker og borde i salen og alle de prægtige stoler,
medens Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
skrapet med skuffer det blodige smuds fra gulvet i salen.
Ternerne bar det saa ut og kastet det ute paa tunet.
Men da i salen hver ting var paa plads, og alting var ordnet,
førte de ternerne ut av den fast opbyggede borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der drev de kvinderne ind i en krok, hvor rømning var raadløs,
og den forstandige svend Telemakos tok da til orde:
«Nei, ta livet av disse med sverd paa skikkelig maate
vil jeg dog ikke, de frække som op i mit ansigt har haanet
baade mig selv og min mor og har sovet i friernes arme.»
Saa han talte og knyttet et taug fra et mørkstavnet fartøi
høit om en stolpe og strammet det haardt og fæstet til skuret
tauget saa høit at de ei kunde naa med føtterne jorden.
Likesom naar en langvinget flok av trost eller duer
flyver med hovedet ind i et net som staar i en kratskog,
naar de vil fly til sit rede, men finder et pinefuldt leie,
saaledes hang de nu alle paa rad med strikken om halsen
hoved ved hoved for brat at finde en ynkelig dødslod.
Føtterne sprællet ei længe; ti kort var dødskampens kvide.
Ogsaa Melantios førte de ut gjennem forhal og borggaard.
Næsen og ørene snittet de av med det grusomme kobber,
rev ham av kroppen hans manddom til føde for hunde og hugget
hænder og føtter av manden med rasende vrede i hjertet.
Derefter vasket de straks sine hænder og føtter og vandret
ind til Odyssevs i hallen; ti endt var nu deres gjerning.
Rettet da drotten et ord til ammen, den tro Evrykleia:
«Gamlemor, skynd dig nu hit med ild og med rensende svovel;
ti jeg vil røke med svovel mit hus. Byd Penelopeia
med sine terner at komme herned fra sit høienloftskammer.
Kald ogsaa hit til min sal de øvrige kvinder i huset.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
jamrende lydt under hulkende graat med strømmende taarer.
Først bar de likene ut og lagde dem side om side
tæt ved hverandre paa rad ved borgtunets mægtige gaardsmur
ind under svalgangens tak. Selv drev den barske Odyssevs
ternerne frem ved sit bud, og de bar saa nødig de vilde.
Derefter vasket de rene med vand og med hullde svamper
bænker og borde i salen og alle de prægtige stoler,
medens Telemakos selv og Evmaios og oksernes gjæter
skrapet med skuffer det blodige smuds fra gulvet i salen.
Ternerne bar det saa ut og kastet det ute paa tunet.
Men da i salen hver ting var paa plads, og alting var ordnet,
førte de ternerne ut av den fast opbyggede borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der drev de kvinderne ind i en krok, hvor rømning var raadløs,
og den forstandige svend Telemakos tok da til orde:
«Nei, ta livet av disse med sverd paa skikkelig maate
vil jeg dog ikke, de frække som op i mit ansigt har haanet
baade mig selv og min mor og har sovet i friernes arme.»
Saa han talte og knyttet et taug fra et mørkstavnet fartøi
høit om en stolpe og strammet det haardt og fæstet til skuret
tauget saa høit at de ei kunde naa med føtterne jorden.
Likesom naar en langvinget flok av trost eller duer
flyver med hovedet ind i et net som staar i en kratskog,
naar de vil fly til sit rede, men finder et pinefuldt leie,
saaledes hang de nu alle paa rad med strikken om halsen
hoved ved hoved for brat at finde en ynkelig dødslod.
Føtterne sprællet ei længe; ti kort var dødskampens kvide.
Ogsaa Melantios førte de ut gjennem forhal og borggaard.
Næsen og ørene snittet de av med det grusomme kobber,
rev ham av kroppen hans manddom til føde for hunde og hugget
hænder og føtter av manden med rasende vrede i hjertet.
Derefter vasket de straks sine hænder og føtter og vandret
ind til Odyssevs i hallen; ti endt var nu deres gjerning.
Rettet da drotten et ord til ammen, den tro Evrykleia:
«Gamlemor, skynd dig nu hit med ild og med rensende svovel;
ti jeg vil røke med svovel mit hus. Byd Penelopeia
med sine terner at komme herned fra sit høienloftskammer.
Kald ogsaa hit til min sal de øvrige kvinder i huset.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
