Denne siden er korrekturlest
Liksaa blodig var nu Odyssevs paa føtter og hænder.
Da hun blev var de fældedes lik og den dampende blodstrøm,
skrek hun av fryd, da hun saa den vældige daad som var øvet.
Dog, hendes stormende jubel holdt straks Odyssevs tilbake.
Manende talte han vingede ord til kvinden og mælte:
«Glæd dig i hjertet, du gamle, men tving din ustyrlige jubel.
Pralende haan over fældede mænd er ei av det gode.
Disse er dræpt for sin skamløse færd efter gudernes vilje.
Ja, ti de agtet jo ei nogen mand paa jorderik vide,
være sig høi eller lav, naar han gjestet med fred deres bolig.
Derfor var døden en velfortjent straf for al deres ondskap. —
Vel, men skaf mig nu rede paa kvinderne her i paladset,
hvem der i ringeagt trodser mit bud og hvem der er skyldfri.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
«Sandt skal det visselig være, min søn, hvert ord som jeg sier.
Tallet av kvinder som tjener dig her i paladset, er femti.
Dem har vi lært at gjøre med flid sin gjerning i huset,
karde vor uld og finde sig i hvad terner maa gjøre.
Tolv av disse slog ind paa den frækkeste skamløshets veie.
Mig vil de sletikke lyde, nei end ikke Penelopeia.
Vel er Telemakos modnet til mand; men hans mor har jo aldrig
latt ham faa lov til at rette et bud til de tjenende kvinder. —
Men la mig skynde mig op i det straalende høienloftskammer.
Der vil jeg varsle din viv, som en guddom har dysset i slummer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vent med at vække min hustru; men byd vore terner at komme,
alle de tøiter som fordum har ført et skammelig levnet.»
Saa han talte. Den gamle gik ut av salen og meldte
ternerne husbondens bud og bad dem at skynde sig til ham.
Men paa Telemakos kaldte han straks og paa oksernes gjæter
og paa Evmaios og talte med vingede ord til dem alle:
«Bær først likene ut, og la ternerne gaa jer til haande.
Derefter vasker I rene med vand og med hullede svamper
bænker og borde i hallen og alle de prægtige stoler.
Naar I faar ryddet og atter faar skik paa alting i salen,
da skal I straks føre ternerne ut av den prægtige borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der skal I hugge dem ned med sverdenes klinger, til alle
mister sit liv og glemmer den fryd Afrodite har undt dem,
naar de paa friernes leie i løn blev favnet i elskov.»
Da hun blev var de fældedes lik og den dampende blodstrøm,
skrek hun av fryd, da hun saa den vældige daad som var øvet.
Dog, hendes stormende jubel holdt straks Odyssevs tilbake.
Manende talte han vingede ord til kvinden og mælte:
«Glæd dig i hjertet, du gamle, men tving din ustyrlige jubel.
Pralende haan over fældede mænd er ei av det gode.
Disse er dræpt for sin skamløse færd efter gudernes vilje.
Ja, ti de agtet jo ei nogen mand paa jorderik vide,
være sig høi eller lav, naar han gjestet med fred deres bolig.
Derfor var døden en velfortjent straf for al deres ondskap. —
Vel, men skaf mig nu rede paa kvinderne her i paladset,
hvem der i ringeagt trodser mit bud og hvem der er skyldfri.»
Straks tok den kjærlige amme, den tro Evrykleia til orde:
«Sandt skal det visselig være, min søn, hvert ord som jeg sier.
Tallet av kvinder som tjener dig her i paladset, er femti.
Dem har vi lært at gjøre med flid sin gjerning i huset,
karde vor uld og finde sig i hvad terner maa gjøre.
Tolv av disse slog ind paa den frækkeste skamløshets veie.
Mig vil de sletikke lyde, nei end ikke Penelopeia.
Vel er Telemakos modnet til mand; men hans mor har jo aldrig
latt ham faa lov til at rette et bud til de tjenende kvinder. —
Men la mig skynde mig op i det straalende høienloftskammer.
Der vil jeg varsle din viv, som en guddom har dysset i slummer.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vent med at vække min hustru; men byd vore terner at komme,
alle de tøiter som fordum har ført et skammelig levnet.»
Saa han talte. Den gamle gik ut av salen og meldte
ternerne husbondens bud og bad dem at skynde sig til ham.
Men paa Telemakos kaldte han straks og paa oksernes gjæter
og paa Evmaios og talte med vingede ord til dem alle:
«Bær først likene ut, og la ternerne gaa jer til haande.
Derefter vasker I rene med vand og med hullede svamper
bænker og borde i hallen og alle de prægtige stoler.
Naar I faar ryddet og atter faar skik paa alting i salen,
da skal I straks føre ternerne ut av den prægtige borghal
ind mellem væggen av skuret og tunets forsvarlige gaardsmur.
Der skal I hugge dem ned med sverdenes klinger, til alle
mister sit liv og glemmer den fryd Afrodite har undt dem,
naar de paa friernes leie i løn blev favnet i elskov.»
