Denne siden er korrekturlest
«Kjære, her er jeg. Aa, spar mig og be din far at han ikke
med sin ustyrlige kraft skal ta mig av dage med sverdet,
harmfuld mot friernes skamløse flok som her i hans kongsgaard
ødet hans eie og trodset hans søn i formastelig daarskap.»
Smilende tok da Odyssevs, den raadsnare høvding, til orde:
«Kjære, vær trøstig; ti denne min søn har vernet og frelst dig,
forat du selv kan forstaa i dit sind og si det til andre
at det i længden dog lønner sig bedst at gjøre det gode.»
Skynd jer nu ut av den blodige hal og sæt jer paa tunet,
du og skalden som synger saa mangt et tonende kvæde,
medens jeg selv i paladset faar gjort hvad endnu maa gjøres.»
Saa han talte. Da hastet de ut av hallen, og begge
satte sig ned ved Zevs, den almægtiges hellige alter
stirrende om overalt; ti dødshugget ventet de stadig.
Speidet da helten Odyssevs omkring i sin hal, om en frier
end skulde leve og holde sig skjult for at frelses fra døden.
Dog, han saa at hver eneste mand i den talrike skare
laa i det blodige støv lik fiske, naar mændene trækker
fangsten de fik i et finmasket net paa det graalige havdyp
ind i en vik paa den bugtede strand. — De ligger i dynger
hen over strandbreddens sand og stunder mot saltvandets bølger.
Brændende steker den lysende sol og røver dem livet —
Saaledes laa nu friernes mænd i dynger i salen.
Men til Telemakos talte den raadsnare høvding Odyssevs:
«Skynd dig, Telemakos! Hent mig nu hit Evrykleia, din amme
forat jeg straks kan faa sagt hende det som jeg nu har paa hjerte.»
Saaledes talte hans far, og straks var Telemakos villig.
Banket han da paa den lukkede dør og ropte til ammen:
«Skynd dig nu hit, Evrykleia, du værdige gamle som fører
tilsynet her i vort hus med alle de tjenende kvinder.
Kom nu! Min far lar dig kalde. Han har en besked han vil gi dig.»
Saa han talte, og ei fløi hans ord forbi hendes øre.
Fløidøren aapnet hun straks til kvindernes prægtige kammer.
Ammen kom ut og gik med, mens Telemakos hastig gik foran.
Midt blandt de fældede frieres lik fandt kvinden Odyssevs
helt tilsølet med blod og med smuds som en glubende løve,
naar den har ætt i en bøling en ko og vender tilbake —
Fast til vilddyrets mægtige bryst og begge dets kinder
klæber det levrede blod, og frygtelig er det at skue. —
med sin ustyrlige kraft skal ta mig av dage med sverdet,
harmfuld mot friernes skamløse flok som her i hans kongsgaard
ødet hans eie og trodset hans søn i formastelig daarskap.»
Smilende tok da Odyssevs, den raadsnare høvding, til orde:
«Kjære, vær trøstig; ti denne min søn har vernet og frelst dig,
forat du selv kan forstaa i dit sind og si det til andre
at det i længden dog lønner sig bedst at gjøre det gode.»
Skynd jer nu ut av den blodige hal og sæt jer paa tunet,
du og skalden som synger saa mangt et tonende kvæde,
medens jeg selv i paladset faar gjort hvad endnu maa gjøres.»
Saa han talte. Da hastet de ut av hallen, og begge
satte sig ned ved Zevs, den almægtiges hellige alter
stirrende om overalt; ti dødshugget ventet de stadig.
Speidet da helten Odyssevs omkring i sin hal, om en frier
end skulde leve og holde sig skjult for at frelses fra døden.
Dog, han saa at hver eneste mand i den talrike skare
laa i det blodige støv lik fiske, naar mændene trækker
fangsten de fik i et finmasket net paa det graalige havdyp
ind i en vik paa den bugtede strand. — De ligger i dynger
hen over strandbreddens sand og stunder mot saltvandets bølger.
Brændende steker den lysende sol og røver dem livet —
Saaledes laa nu friernes mænd i dynger i salen.
Men til Telemakos talte den raadsnare høvding Odyssevs:
«Skynd dig, Telemakos! Hent mig nu hit Evrykleia, din amme
forat jeg straks kan faa sagt hende det som jeg nu har paa hjerte.»
Saaledes talte hans far, og straks var Telemakos villig.
Banket han da paa den lukkede dør og ropte til ammen:
«Skynd dig nu hit, Evrykleia, du værdige gamle som fører
tilsynet her i vort hus med alle de tjenende kvinder.
Kom nu! Min far lar dig kalde. Han har en besked han vil gi dig.»
Saa han talte, og ei fløi hans ord forbi hendes øre.
Fløidøren aapnet hun straks til kvindernes prægtige kammer.
Ammen kom ut og gik med, mens Telemakos hastig gik foran.
Midt blandt de fældede frieres lik fandt kvinden Odyssevs
helt tilsølet med blod og med smuds som en glubende løve,
naar den har ætt i en bøling en ko og vender tilbake —
Fast til vilddyrets mægtige bryst og begge dets kinder
klæber det levrede blod, og frygtelig er det at skue. —
