Denne siden er korrekturlest
sang blandt frierne, søkte at fly for døden den sorte.
Ene han stod ved den bakerste dør, hin glugge i væggen
holdende lyren i haand med tvil i sit sind om han skulde
snike sig ut fra den larmende hal og ute paa gaarden
sætte sig ned ved altret for Zevs, den vernende skytsgud,
der hvor Laertes tilforn og Odyssevs saa tidt hadde ofret
laarstykker fete til Zevs, eller skynde sig frem for at favne
helten Odyssevs' knær. I sin tvil fandt skalden det tjenligst
bønlig at favne om knæ den høibaarne søn av Laertes.
Fremme paa salsgulvet satte han ned sin klingende lyre
mellem en stol, rikt smykket med sølv, og den mægtige bolle.
Selv sprang han hen til Odyssevs og favnet hans knær, og i dødsangst
talte han til ham med vingede ord og bad ham saa bønlig:
«Hør mig, Odyssevs; jeg favner dit knæ. Aa, ynk mig og skaan mig!
Selv vil du angre det siden og pines av kval, hvis du dræper
skalden som synger sit kvad til guders og menneskers glæde.
Selv har jeg lært mig min kunst og en gud har gjemt i mit hjerte
alleslags kvad. At synge for dig, som var du en guddom,
vil jeg saa gjerne. Aa, skil ikke nu mit hoved fra kroppen.
Ogsaa din søn Telemakos her kan være mit vidne.
Ei er jeg godvillig kommet, og ei var det lysten som drev mig
hit til dit hus for at synge for friernes flok efter maaltid.
Sterkere var de og flere og drev mig med magt til din kongsgaard.»
Da nu den kraftige helt Telemakos hørte hans bønner,
talte han straks til sin elskede far som stod ved hans side:
«Kjære, hold inde og dræp ikke nu en skyldfri med sverdet.
Ogsaa herolden maa spares, den ærlige Medon, som altid
viste mig venlighet her i vort hus, da jeg endnu var liten,
dersom da ei Filoitios nys eller svinenes gjæter
dræpte ham eller han møtte dig selv, da du raste i salen.»
Saa han talte, og ordet blev hørt av den kløktige Medon.
Under en stol laa han gjemt, og en hud av en nyslagtet okse
bredte han over sin krop for at fly for døden den sorte.
Huden som dækket ham, slængte han bort og krøp frem under stolen.
Straks sprang han frem og favnet Telemakos' knær, og i rædsel
talte han bønlig med vingede ord til helten og mælte:
Ene han stod ved den bakerste dør, hin glugge i væggen
holdende lyren i haand med tvil i sit sind om han skulde
snike sig ut fra den larmende hal og ute paa gaarden
sætte sig ned ved altret for Zevs, den vernende skytsgud,
der hvor Laertes tilforn og Odyssevs saa tidt hadde ofret
laarstykker fete til Zevs, eller skynde sig frem for at favne
helten Odyssevs' knær. I sin tvil fandt skalden det tjenligst
bønlig at favne om knæ den høibaarne søn av Laertes.
Fremme paa salsgulvet satte han ned sin klingende lyre
mellem en stol, rikt smykket med sølv, og den mægtige bolle.
Selv sprang han hen til Odyssevs og favnet hans knær, og i dødsangst
talte han til ham med vingede ord og bad ham saa bønlig:
«Hør mig, Odyssevs; jeg favner dit knæ. Aa, ynk mig og skaan mig!
Selv vil du angre det siden og pines av kval, hvis du dræper
skalden som synger sit kvad til guders og menneskers glæde.
Selv har jeg lært mig min kunst og en gud har gjemt i mit hjerte
alleslags kvad. At synge for dig, som var du en guddom,
vil jeg saa gjerne. Aa, skil ikke nu mit hoved fra kroppen.
Ogsaa din søn Telemakos her kan være mit vidne.
Ei er jeg godvillig kommet, og ei var det lysten som drev mig
hit til dit hus for at synge for friernes flok efter maaltid.
Sterkere var de og flere og drev mig med magt til din kongsgaard.»
Da nu den kraftige helt Telemakos hørte hans bønner,
talte han straks til sin elskede far som stod ved hans side:
«Kjære, hold inde og dræp ikke nu en skyldfri med sverdet.
Ogsaa herolden maa spares, den ærlige Medon, som altid
viste mig venlighet her i vort hus, da jeg endnu var liten,
dersom da ei Filoitios nys eller svinenes gjæter
dræpte ham eller han møtte dig selv, da du raste i salen.»
Saa han talte, og ordet blev hørt av den kløktige Medon.
Under en stol laa han gjemt, og en hud av en nyslagtet okse
bredte han over sin krop for at fly for døden den sorte.
Huden som dækket ham, slængte han bort og krøp frem under stolen.
Straks sprang han frem og favnet Telemakos' knær, og i rædsel
talte han bønlig med vingede ord til helten og mælte:
