Denne siden er korrekturlest
medens Telemakos rammet Leiókritos, søn av Evénor,
like i lysken saa kobberets odd for tvers gjennem manden.
Forover segnet han straks og styrtet med panden mot gulvet.
Oppe fra takbjelken svang nu med kraft Atene den grumme
mandødelæggende aigis, og friernes sind blev forvirret.
Hen gjennem borghallen stormet de vildt som oksernes bøling,
naar den er ræd for den summende brems som jager den vildsomt
hen over vang i den solvarme vaar, naar dagene længes.
Likesom gribbe med krokete klør og nebbene krumme
svæver fra fjeldet og lynsnart slaar ned over smaafugl som ilsomt
flygter fra skyernes hvælv og flakser i rædsel mot jorden. —
— Gribbene fanger og flænger dem dog; ti flugt eller forsvar
nytter dem ei, og mennesker ser med spænding paa jagten, —
saaledes stormet de frem og fældte til høire og venstre
frierne hen gjennem salen, og frygtelig lød deres rallen.
Hoveder knustes og dampende blod fløt henover gulvet.
Sprang da Leiódes blandt frierne frem til Odyssevs og favnet
bønlig hans knær, og med vingede ord bad manden om skaansel:
«Hør mig, Odyssevs, jeg favner dit knæ, aa ynk mig og skaan mig!
Trygt tør jeg si at jeg aldrig i ord eller gjerning har krænket
nogen av kvinderne her i dit hus. Jeg søkte at holde
ogsaa de andre tilbake, hver frier som øvet slik udaad.
Dog, de lød mig jo ei, men smittet med ondt sine hænder,
og en forsmædelig død har de faat som straf for sin frækhet.
Intet har jeg, deres offerprest gjort. Jeg vil ligge her skyldfri;
ti man kan efterpaa ei vente tak for det gode man gjorde.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Vel, er det sandt at du var deres offerprest her som du sier,
har du vel mangengang bedt i min hal at jeg sent maatte komme
hjem til mit elskede land, det søteste maal for min længsel,
og at min viv maatte følge dig hjem og føde dig sønner.
— Nei, du skal visselig ei kunne fly for døden den sorte.»
Saaledes talte han barskt og grep med sin vældige næve
sverdet som helten Agélaos nys, da han segnet i døden,
slængte paa gulvet, og gav ham et hugg over nakken med klingen.
Hovedet faldt med et jamrende skrik, da det trillet i støvet.
Sangeren Femios, Terpios' søn, som nødig og tvungen
like i lysken saa kobberets odd for tvers gjennem manden.
Forover segnet han straks og styrtet med panden mot gulvet.
Oppe fra takbjelken svang nu med kraft Atene den grumme
mandødelæggende aigis, og friernes sind blev forvirret.
Hen gjennem borghallen stormet de vildt som oksernes bøling,
naar den er ræd for den summende brems som jager den vildsomt
hen over vang i den solvarme vaar, naar dagene længes.
Likesom gribbe med krokete klør og nebbene krumme
svæver fra fjeldet og lynsnart slaar ned over smaafugl som ilsomt
flygter fra skyernes hvælv og flakser i rædsel mot jorden. —
— Gribbene fanger og flænger dem dog; ti flugt eller forsvar
nytter dem ei, og mennesker ser med spænding paa jagten, —
saaledes stormet de frem og fældte til høire og venstre
frierne hen gjennem salen, og frygtelig lød deres rallen.
Hoveder knustes og dampende blod fløt henover gulvet.
Sprang da Leiódes blandt frierne frem til Odyssevs og favnet
bønlig hans knær, og med vingede ord bad manden om skaansel:
«Hør mig, Odyssevs, jeg favner dit knæ, aa ynk mig og skaan mig!
Trygt tør jeg si at jeg aldrig i ord eller gjerning har krænket
nogen av kvinderne her i dit hus. Jeg søkte at holde
ogsaa de andre tilbake, hver frier som øvet slik udaad.
Dog, de lød mig jo ei, men smittet med ondt sine hænder,
og en forsmædelig død har de faat som straf for sin frækhet.
Intet har jeg, deres offerprest gjort. Jeg vil ligge her skyldfri;
ti man kan efterpaa ei vente tak for det gode man gjorde.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Vel, er det sandt at du var deres offerprest her som du sier,
har du vel mangengang bedt i min hal at jeg sent maatte komme
hjem til mit elskede land, det søteste maal for min længsel,
og at min viv maatte følge dig hjem og føde dig sønner.
— Nei, du skal visselig ei kunne fly for døden den sorte.»
Saaledes talte han barskt og grep med sin vældige næve
sverdet som helten Agélaos nys, da han segnet i døden,
slængte paa gulvet, og gav ham et hugg over nakken med klingen.
Hovedet faldt med et jamrende skrik, da det trillet i støvet.
Sangeren Femios, Terpios' søn, som nødig og tvungen
