Denne siden er korrekturlest
Saa han talte. Da kastet de seks av ytterste evne
spydene ut, som han bød; men Atene lot ingen naa maalet.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføiede fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Men da de alle var sluppet saa godt fra friernes spydkast,
talte ibandt dem den hærdede helt den gjæve Odyssevs:
«Nu har jeg ogsaa til os et manende ord, mine venner:
Kast eders lanser mot friernes flok som nu har i sinde
lumskt at slaa os ihjel efter alt hvad de øvet av ondskap.»
Saa han talte, og alle som en tok sigte og slynget
ut sine hvæssede spyd. Demoptólemos faldt for Odyssevs,
og for Telemakos segnet Evryades. Svinenes gjæter
voldte at Elatos faldt, og Filoitios fældte Peisandros.
Samtlige segnet de om og fæstet i muld sine tænder.
Hen til den fjerneste vraa maatte frierne fly, mens de andre
skyndte sig hen til de fældedes lik og trak ut sine vaaben.
Frierne slynget paany med kraft sine hvæssede lanser.
Atter lot Pallas Atene de fleste bli kastet forgjæves.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføide fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Dog, Amfimédon fik rammet Telemakos' haand med et streifskud
bakerst ved leddet og ridset hans hud med det skjærende kobber.
Ktésippos streifet med malmhvæsset spyd Evmaios i skuldren
ovenfor skjoldet. Hans spyd gik for høit. Ned faldt det paa gulvet.
Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, og alle hans fæller
sigte paany mot friernes flok med de hvæssede lanser.
Voldte da straks Odyssevs, den stadomstyrtende høvding,
helten Evrydamas' fald. Telemakos vog Amfimédon.
Polybos faldt for Evmaios' spyd, og Filoitios rammet
Ktésippos like i brystet, og jublende tok han til orde:
«Pral ikke mer, Polytérses' søn, du mundkaate spotter,
fristet av taapelig hovmod. La himmelens guder alene
føre sa selvsikker tale. Langt større er gudernes vælde.
Tag denne gave til tak for den fot av en okse du skjænket
drotten Odyssevs fornys, da han sat i paladset som tigger.»
Saaledes talte hin svend som vogtet de hornede okser.
Men for Odyssevs' spyd sank Agélaos, fældet i nærkamp,
spydene ut, som han bød; men Atene lot ingen naa maalet.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføiede fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Men da de alle var sluppet saa godt fra friernes spydkast,
talte ibandt dem den hærdede helt den gjæve Odyssevs:
«Nu har jeg ogsaa til os et manende ord, mine venner:
Kast eders lanser mot friernes flok som nu har i sinde
lumskt at slaa os ihjel efter alt hvad de øvet av ondskap.»
Saa han talte, og alle som en tok sigte og slynget
ut sine hvæssede spyd. Demoptólemos faldt for Odyssevs,
og for Telemakos segnet Evryades. Svinenes gjæter
voldte at Elatos faldt, og Filoitios fældte Peisandros.
Samtlige segnet de om og fæstet i muld sine tænder.
Hen til den fjerneste vraa maatte frierne fly, mens de andre
skyndte sig hen til de fældedes lik og trak ut sine vaaben.
Frierne slynget paany med kraft sine hvæssede lanser.
Atter lot Pallas Atene de fleste bli kastet forgjæves.
En av dem boret sit spyd i borghallens mægtige dørpost,
medens et andet for ind i den fast sammenføide fløidør.
Salsvæggen rammet en tredje med malmhvæsset asketræs lanse.
Dog, Amfimédon fik rammet Telemakos' haand med et streifskud
bakerst ved leddet og ridset hans hud med det skjærende kobber.
Ktésippos streifet med malmhvæsset spyd Evmaios i skuldren
ovenfor skjoldet. Hans spyd gik for høit. Ned faldt det paa gulvet.
Nu tok Odyssevs, den raadsnare helt, og alle hans fæller
sigte paany mot friernes flok med de hvæssede lanser.
Voldte da straks Odyssevs, den stadomstyrtende høvding,
helten Evrydamas' fald. Telemakos vog Amfimédon.
Polybos faldt for Evmaios' spyd, og Filoitios rammet
Ktésippos like i brystet, og jublende tok han til orde:
«Pral ikke mer, Polytérses' søn, du mundkaate spotter,
fristet av taapelig hovmod. La himmelens guder alene
føre sa selvsikker tale. Langt større er gudernes vælde.
Tag denne gave til tak for den fot av en okse du skjænket
drotten Odyssevs fornys, da han sat i paladset som tigger.»
Saaledes talte hin svend som vogtet de hornede okser.
Men for Odyssevs' spyd sank Agélaos, fældet i nærkamp,
