Denne siden er korrekturlest
ti, som jeg tror, skal det lykkes os snart hvad vi nu har i sinde.
Naar vi faar tat baade far og søn av dage i kampen,
da skal du sammen med disse bli dræpt, hvis du agter at øve
udaad i hallen. Til straf skal du sone din skyld med dit hoved.
Og naar vi først med den hvæssede malm faar røvet jer kraften,
blander vi alt hvad du eier og har i dit hjem og paa landet,
sammen med drotten Odyssevs' gods. Dine sønner og døtre
lar vi ei leve i fred i dit hjem, og din trofaste hustru
lar vi ei heller i Itakas by faa færdes i live.»
Saaledes talte han barsk, og end mer blev Atene forbitret.
Skjændte hun da med harmfulde ord paa den gjæve Odyssevs:
«Fast er ei længer din kraft og dit mot, Odyssevs, som fordum,
da du for Helenas skyld, for Alfaders armhvite datter,
kjæmpet ni samfulde aar mot troernes stridsmænd og fældte
mangen en helt i den grufulde strid og med kløktige paafund
styrtet i grus hin Priamos' by med gaterne brede.
Hvorledes kan du da nu, da du kom til dit hjem og din odel,
kvie dig for at vise din kraft mot friernes skare?
Kom nu, min ven, og stil deg hos mig og se paa min kampfærd,
saa du kan vite hvad hjælp i en kamp mot fiender grumme
Mentor, Alkimos' søn, kan gi dig som løn for din godhet.»
Saaledes talte gudinden; men endnu forlenet hun ikke
begge den avgjorte seier. Hun prøvde hvad mot og hvad styrke
helten Odyssevs og sønnen saa kjæk kunde vise i kampen.
Selv fløi hun op og satte sig ned paa den røksorte bjelke
høit under borghallens loft, og hun lignet livagtig en svale.
Frierne mandet Agelaos op, og Evrymedon hjalp ham,
dertil den kraftige helt Demoptólemos samt Amfimédon.
Polybos egget dem kjækt og Peisandros, en søn av Polyktor.
Ti iblandt friernes mænd saa mange som end var tilbake
og skulde kjæmpe for livet, var disse de ypperste helter.
Andre var kuet forlængst av de talrike piler fra buen.
Nu tok Agelaos ordet og ropte til alle i salen:
«Venner, ret snart maa manden la hvile de farlige hænder.
Mentor er ogsaa gaat fra ham. Hans pralende løfter var tomme.
Se, nu staar de alene paany hist fremme ved døren.
Slyng da ei alle paa engang de vældige lanser imot dem.
Nei, men seks av os kaster nu først sine spyd, om kanhænde
Zevs lar Odyssevs bli rammet og under os seierens hæder;
ti om de øvrige bryr vi os ei, dersom han kunde falde.»
Naar vi faar tat baade far og søn av dage i kampen,
da skal du sammen med disse bli dræpt, hvis du agter at øve
udaad i hallen. Til straf skal du sone din skyld med dit hoved.
Og naar vi først med den hvæssede malm faar røvet jer kraften,
blander vi alt hvad du eier og har i dit hjem og paa landet,
sammen med drotten Odyssevs' gods. Dine sønner og døtre
lar vi ei leve i fred i dit hjem, og din trofaste hustru
lar vi ei heller i Itakas by faa færdes i live.»
Saaledes talte han barsk, og end mer blev Atene forbitret.
Skjændte hun da med harmfulde ord paa den gjæve Odyssevs:
«Fast er ei længer din kraft og dit mot, Odyssevs, som fordum,
da du for Helenas skyld, for Alfaders armhvite datter,
kjæmpet ni samfulde aar mot troernes stridsmænd og fældte
mangen en helt i den grufulde strid og med kløktige paafund
styrtet i grus hin Priamos' by med gaterne brede.
Hvorledes kan du da nu, da du kom til dit hjem og din odel,
kvie dig for at vise din kraft mot friernes skare?
Kom nu, min ven, og stil deg hos mig og se paa min kampfærd,
saa du kan vite hvad hjælp i en kamp mot fiender grumme
Mentor, Alkimos' søn, kan gi dig som løn for din godhet.»
Saaledes talte gudinden; men endnu forlenet hun ikke
begge den avgjorte seier. Hun prøvde hvad mot og hvad styrke
helten Odyssevs og sønnen saa kjæk kunde vise i kampen.
Selv fløi hun op og satte sig ned paa den røksorte bjelke
høit under borghallens loft, og hun lignet livagtig en svale.
Frierne mandet Agelaos op, og Evrymedon hjalp ham,
dertil den kraftige helt Demoptólemos samt Amfimédon.
Polybos egget dem kjækt og Peisandros, en søn av Polyktor.
Ti iblandt friernes mænd saa mange som end var tilbake
og skulde kjæmpe for livet, var disse de ypperste helter.
Andre var kuet forlængst av de talrike piler fra buen.
Nu tok Agelaos ordet og ropte til alle i salen:
«Venner, ret snart maa manden la hvile de farlige hænder.
Mentor er ogsaa gaat fra ham. Hans pralende løfter var tomme.
Se, nu staar de alene paany hist fremme ved døren.
Slyng da ei alle paa engang de vældige lanser imot dem.
Nei, men seks av os kaster nu først sine spyd, om kanhænde
Zevs lar Odyssevs bli rammet og under os seierens hæder;
ti om de øvrige bryr vi os ei, dersom han kunde falde.»
