Denne siden er korrekturlest
Nu har I valget. Enhver kan møte mig ansigt til ansigt
her i en kamp eller fly, om flugt kunde fri ham fra døden.
Dog, jeg tror at ingen skal fly for døden den bratte.»
Saa han talte. Da skalv deres knær og hjerter av rædsel
Tok da Evrymakos atter til orde iblandt dem og mælte:
«Venner, hin mand vil aldrig la hænderne stanse med manddrap;
men da han nu har sit kogger i haand og buen den blanke,
vil han vel skyte med dræpende pil fra den glattede tærskel,
til han faar fældet os alle. Velan, la os tænke paa kampen!
Drag nu jert sverd og hold som et skjold mot de dræpende piler
bordene foran jert bryst. Saa stormer vi samlet imot ham.
Kanske vi da kunde drive ham bort fra tærsklen og døren,
saa vi kan komme til byen og straks faa løftet vort hærskrik.
Da hadde manden forvisst for sidste gang skutt med sin bue.»
Saa han talte og trak sit slagsverd av kobber fra lænden.
Tveegget var det og skarpt. Selv sprang han med frygtelig stridsrop
op fra sit sæte til angrep. Da sendte den gjæve Odyssevs
pilen imot ham i selvsamme stund og traf ham i brystet
like ved vorten og fæstet den vingede pil i hans lever.
Slagsverdet faldt fra hans høire til jord, og frem over bordet
segnet hans krumbøide krop, saa maten og tvehankspokalen
slængtes paa gulvet i salen, og pint i sit hjerte av kvaler
faldt han med panden mot jord. Med begge de sprællende føtter
sparket han stolen omkuld, og dødsmørke slørte hans øine.
Straks sprang Amfinomos op, og dragende sverdet det skarpe
styrtet han frem mot Odyssevs, den navngjetne helt, for at friste
om han fra døren fik drevet ham bort; men Telemakos traf ham
bakfra i farten med malmhvæsset spyd mellem begge hans skuldre,
før han kom frem, og gjennem hans bryst drev helten sin lanse.
Drønende faldt han til jord og stupte med panden mot gulvet.
Straks sprang Telemakos hen til sin far. Sit spyd lot han sitte
midt i Amfinomos' ryg; ti han frygtet at ellers en frier,
medens han bøiet sig ned for at trække det ut, skulde styrte
mot ham og gi ham et hugg eller bore ham sverdet i ryggen.
Sprang han da hen til sin elskede far, og saasnart han var fremme,
stanset han nær ham og talte med vingede ord til Odyssevs:
her i en kamp eller fly, om flugt kunde fri ham fra døden.
Dog, jeg tror at ingen skal fly for døden den bratte.»
Saa han talte. Da skalv deres knær og hjerter av rædsel
Tok da Evrymakos atter til orde iblandt dem og mælte:
«Venner, hin mand vil aldrig la hænderne stanse med manddrap;
men da han nu har sit kogger i haand og buen den blanke,
vil han vel skyte med dræpende pil fra den glattede tærskel,
til han faar fældet os alle. Velan, la os tænke paa kampen!
Drag nu jert sverd og hold som et skjold mot de dræpende piler
bordene foran jert bryst. Saa stormer vi samlet imot ham.
Kanske vi da kunde drive ham bort fra tærsklen og døren,
saa vi kan komme til byen og straks faa løftet vort hærskrik.
Da hadde manden forvisst for sidste gang skutt med sin bue.»
Saa han talte og trak sit slagsverd av kobber fra lænden.
Tveegget var det og skarpt. Selv sprang han med frygtelig stridsrop
op fra sit sæte til angrep. Da sendte den gjæve Odyssevs
pilen imot ham i selvsamme stund og traf ham i brystet
like ved vorten og fæstet den vingede pil i hans lever.
Slagsverdet faldt fra hans høire til jord, og frem over bordet
segnet hans krumbøide krop, saa maten og tvehankspokalen
slængtes paa gulvet i salen, og pint i sit hjerte av kvaler
faldt han med panden mot jord. Med begge de sprællende føtter
sparket han stolen omkuld, og dødsmørke slørte hans øine.
Straks sprang Amfinomos op, og dragende sverdet det skarpe
styrtet han frem mot Odyssevs, den navngjetne helt, for at friste
om han fra døren fik drevet ham bort; men Telemakos traf ham
bakfra i farten med malmhvæsset spyd mellem begge hans skuldre,
før han kom frem, og gjennem hans bryst drev helten sin lanse.
Drønende faldt han til jord og stupte med panden mot gulvet.
Straks sprang Telemakos hen til sin far. Sit spyd lot han sitte
midt i Amfinomos' ryg; ti han frygtet at ellers en frier,
medens han bøiet sig ned for at trække det ut, skulde styrte
mot ham og gi ham et hugg eller bore ham sverdet i ryggen.
Sprang han da hen til sin elskede far, og saasnart han var fremme,
stanset han nær ham og talte med vingede ord til Odyssevs:
