Denne siden er korrekturlest
«Ve dig, fremmede gjest, at du skyter paa mænd! Til en kamplek
skal du ei mer kunne gaa. Nu times dig døden den bratte.
Ja, ti en helt har du dræpt, den ypperste yngling som fandtes
her paa vor ø, og til straf skal gribbene æte dit aadsel.»
Saaledes ropte enhver; ti de trodde forvisst at han ikke
voldte med vilje hans død. De anet jo ikke, de daarer,
at de var dødsens hver eneste én og fanget i snaren.
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Hunde! I trodde nok ei at jeg frelst skulde vende tilbake
hjem fra troernes land, naar I nu saa skamløst tør øde
hele mit hus og tvinge med vold mine terner til utugt,
ja, mens jeg end er i live, tør vaage at fri til min hustru
uten at frygte de guder som bor over himmelen vide
eller at grue for menneskers hat som vil ramme jer siden.
Nu er I dødsens hver eneste en og fanget i snaren.»
Saa han talte, og bleknende frygt grep alle. I rædsel
speidet de om efter skjul for at fly for døden den bratte.
Bare Evrymakos tok i kredsen til orde og svarte:
«Er du Odyssevs, Itakas drot, som er kommet tilbake,
da har du ret til at laste saa mangt som akaierne øvet
baade paa landet og her i dit hus av formastelig frækhet.
Dog, her ligger han nu den mand som var skyld i det hele.
Ja, ti Antinoos var det som egget til al denne voldsfærd,
ikke saa meget av brændende lyst til brylluppets glæder.
Nei, men han tænkte paa andet som Zevs dog ikke lot lykkes.
Her i Itakas mægtige land vilde høvdingen raade
selv som vor konge og dræpe din søn fra det lumskeste bakhold.
Nu er han dræpt, som han vel har fortjent. Saa spar da i naade
os, dine mænd. Vi selv skal samtlige siden paa tinge
sone din vrede, og hver av os skal for alt som er ødet
her i dit hus av mat og av vin, betale som bøter
sneset av okser i kobber og guld, til dit hjerte er mildnet.
Men indtil da kan vi ei fortænke dig i at du vredes.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nei, Evrymakos; ikke engang om I gav mig som bøter
alt hvad I eier, jer fædrenearv og andet i tilgift,
end ikke da skal jeg stanse min arm, naar den løftes til manddrap,
førend I friere haardt har bøtet for al eders voldsfærd.
skal du ei mer kunne gaa. Nu times dig døden den bratte.
Ja, ti en helt har du dræpt, den ypperste yngling som fandtes
her paa vor ø, og til straf skal gribbene æte dit aadsel.»
Saaledes ropte enhver; ti de trodde forvisst at han ikke
voldte med vilje hans død. De anet jo ikke, de daarer,
at de var dødsens hver eneste én og fanget i snaren.
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Hunde! I trodde nok ei at jeg frelst skulde vende tilbake
hjem fra troernes land, naar I nu saa skamløst tør øde
hele mit hus og tvinge med vold mine terner til utugt,
ja, mens jeg end er i live, tør vaage at fri til min hustru
uten at frygte de guder som bor over himmelen vide
eller at grue for menneskers hat som vil ramme jer siden.
Nu er I dødsens hver eneste en og fanget i snaren.»
Saa han talte, og bleknende frygt grep alle. I rædsel
speidet de om efter skjul for at fly for døden den bratte.
Bare Evrymakos tok i kredsen til orde og svarte:
«Er du Odyssevs, Itakas drot, som er kommet tilbake,
da har du ret til at laste saa mangt som akaierne øvet
baade paa landet og her i dit hus av formastelig frækhet.
Dog, her ligger han nu den mand som var skyld i det hele.
Ja, ti Antinoos var det som egget til al denne voldsfærd,
ikke saa meget av brændende lyst til brylluppets glæder.
Nei, men han tænkte paa andet som Zevs dog ikke lot lykkes.
Her i Itakas mægtige land vilde høvdingen raade
selv som vor konge og dræpe din søn fra det lumskeste bakhold.
Nu er han dræpt, som han vel har fortjent. Saa spar da i naade
os, dine mænd. Vi selv skal samtlige siden paa tinge
sone din vrede, og hver av os skal for alt som er ødet
her i dit hus av mat og av vin, betale som bøter
sneset av okser i kobber og guld, til dit hjerte er mildnet.
Men indtil da kan vi ei fortænke dig i at du vredes.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nei, Evrymakos; ikke engang om I gav mig som bøter
alt hvad I eier, jer fædrenearv og andet i tilgift,
end ikke da skal jeg stanse min arm, naar den løftes til manddrap,
førend I friere haardt har bøtet for al eders voldsfærd.
