Denne siden er korrekturlest
var det som naar den kyndige skald som kjender sin lyre,
spænder med lethet en streng om en skrue han netop har skaaret,
naar han har fæstet sin faaretarmstreng i begge dens ender;
likesaa let var det nu for Odyssevs at spænde fast snoren.
Derefter grep han i strengen og prøvde den først med sin høire.
Dirrende sang den med tone saa klar som naar svalerne kvidrer.
Frierne skalv i pinefuld gru, og alle i salen
skiftet nu farve, mens Zevs som et tegn lot tordenen skralde.
Inderlig frydet sig helten, den hærdede høvding Odyssevs
nu da den listige Kronos' søn hadde sendt ham et varsel.
Derefter grep han den vingede pil som laa ved hans side
blottet og bar paa hans bord, mens hist i koggerets hulning
alle de andre laa gjemt som frierne snart skulde smake.
Midt over hornbuen holdt han sin pil og trak saa tilbake
indsnit og streng, tok sigte og sittende rolig paa stolen
sendte han pilen mot maalet, og ikke en eneste økse
fløi den forbi. Fra det forreste hul og tvers gjennem alle
ilte den malmtunge pil. Til Telemakos ropte nu drotten:
«Ser du, Telemakos! Gjesten du gav en plads i din borghal,
gjør dig ei skam. Jeg skjøt ikke feil av maalet, og længe
strævet jeg ikke med strengen. Min kraft er endnu den samme.
Frierne fik ikke ret, da de lastet og spottet mig haanlig.
Nu faar vi lage akaiernes mænd et maaltid i tide,
mens det er lyst. Med sang og med dans til den klingende lyre
kan vi da more os siden. Slikt liver jo op i et gilde.»
Saa han talte og gav ham et nik, og om sine skuldre
hængte Odyssevs' søn Telemakos sverdet det skarpe,
grep saa i haanden sit spyd, og væbnet med funklende kobber,
traadte han hen til sin far og stillet sig nær ved hans armstol.
spænder med lethet en streng om en skrue han netop har skaaret,
naar han har fæstet sin faaretarmstreng i begge dens ender;
likesaa let var det nu for Odyssevs at spænde fast snoren.
Derefter grep han i strengen og prøvde den først med sin høire.
Dirrende sang den med tone saa klar som naar svalerne kvidrer.
Frierne skalv i pinefuld gru, og alle i salen
skiftet nu farve, mens Zevs som et tegn lot tordenen skralde.
Inderlig frydet sig helten, den hærdede høvding Odyssevs
nu da den listige Kronos' søn hadde sendt ham et varsel.
Derefter grep han den vingede pil som laa ved hans side
blottet og bar paa hans bord, mens hist i koggerets hulning
alle de andre laa gjemt som frierne snart skulde smake.
Midt over hornbuen holdt han sin pil og trak saa tilbake
indsnit og streng, tok sigte og sittende rolig paa stolen
sendte han pilen mot maalet, og ikke en eneste økse
fløi den forbi. Fra det forreste hul og tvers gjennem alle
ilte den malmtunge pil. Til Telemakos ropte nu drotten:
«Ser du, Telemakos! Gjesten du gav en plads i din borghal,
gjør dig ei skam. Jeg skjøt ikke feil av maalet, og længe
strævet jeg ikke med strengen. Min kraft er endnu den samme.
Frierne fik ikke ret, da de lastet og spottet mig haanlig.
Nu faar vi lage akaiernes mænd et maaltid i tide,
mens det er lyst. Med sang og med dans til den klingende lyre
kan vi da more os siden. Slikt liver jo op i et gilde.»
Saa han talte og gav ham et nik, og om sine skuldre
hængte Odyssevs' søn Telemakos sverdet det skarpe,
grep saa i haanden sit spyd, og væbnet med funklende kobber,
traadte han hen til sin far og stillet sig nær ved hans armstol.
