Denne siden er korrekturlest
hvert et ord som vi siger. I sandhet vi lar ikke ellers
fremmede tiggere sitte i ro og høre vor tale.
Nu er du ør og forrykt av honningsøt vin som kan skade
ogsaa en anden som drikker for tæt og ei holder maate.
Endog den navngjetne jætte, kentauren Evrytion, lokket
vinen til daarskap i drotten den gjæve Peiritoos' kongsgaard,
dengang han kom til lapiternes land. I rasende vanvid
øvet han vold i Peiritoos' hal, forstyrret av vinen.
Grepet av harm for heltene op og trak ham fra salen
ut gjennem forhal og dør og skar med det grusomme kobber
næsen og ørene av ham. Fortumlet i sjælen av avsind
slæpte han altid paa straffen han fik til løn for sit letsind.
Nu kom lapiternes helter i krig med de grumme Kentaurer.
Selv var han dog den første som haardt maatte bøte for rusen.
Likesaa varsler jeg dig en ulykke svar, hvis du spænder
buen den stærke. Du vil ikke nu kunne regne paa skaansel
her i vort land. Vi fører dig straks paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig gruer.
Vit, fra hans vold kan du aldrig bli frelst. Saa hold dig da rolig!
Drik av dit bæger og yp ikke strid med mænd som er yngre.»
Nu tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Antinoos! ei var det billig og ret, om vi negtet
fremmede gjester som kom til Telemakos' hus, hvad de ber om.
Tror du, hvis gjesten kan spænde Odyssevs' vældige bue,
stolende trygt paa de kræfter han har og paa armenes styrke,
at han da siden skal føre mig hjem til sit eget som hustru?
End ikke selv kan han nære saa dristig et haab i sit hjerte.
Likesaa litt maa nogen av jer i det festlige gilde
grue for slikt i sit sind. Usømmelig vilde det være.»
Straks tok Polybos' søn Evrymakos ordet og svarte:
«Hør mig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter.
At han skal egte dig, tror vi jo ei. Usømmelig var det.
Nei, men vi gruer for kvindernes snak og mændenes tale,
dersom en anden akaier, en ringere mand, skulde sige:
«Visselig frir nu svakere mænd til en hædersmands hustru,
mænd som ikke har kraft til at spænde hans glattede bue,
medens en anden som kom, en ussel omflakkende tigger,
spændte med lethet hans bue og sendte en pil gjennem jernet.»
Saa vil de ventelig si, og for os vil det vorde en skjændsel.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
fremmede tiggere sitte i ro og høre vor tale.
Nu er du ør og forrykt av honningsøt vin som kan skade
ogsaa en anden som drikker for tæt og ei holder maate.
Endog den navngjetne jætte, kentauren Evrytion, lokket
vinen til daarskap i drotten den gjæve Peiritoos' kongsgaard,
dengang han kom til lapiternes land. I rasende vanvid
øvet han vold i Peiritoos' hal, forstyrret av vinen.
Grepet av harm for heltene op og trak ham fra salen
ut gjennem forhal og dør og skar med det grusomme kobber
næsen og ørene av ham. Fortumlet i sjælen av avsind
slæpte han altid paa straffen han fik til løn for sit letsind.
Nu kom lapiternes helter i krig med de grumme Kentaurer.
Selv var han dog den første som haardt maatte bøte for rusen.
Likesaa varsler jeg dig en ulykke svar, hvis du spænder
buen den stærke. Du vil ikke nu kunne regne paa skaansel
her i vort land. Vi fører dig straks paa en sortmalet snekke
over til Eketos, kongen for hvem hver dødelig gruer.
Vit, fra hans vold kan du aldrig bli frelst. Saa hold dig da rolig!
Drik av dit bæger og yp ikke strid med mænd som er yngre.»
Nu tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Gjæve Antinoos! ei var det billig og ret, om vi negtet
fremmede gjester som kom til Telemakos' hus, hvad de ber om.
Tror du, hvis gjesten kan spænde Odyssevs' vældige bue,
stolende trygt paa de kræfter han har og paa armenes styrke,
at han da siden skal føre mig hjem til sit eget som hustru?
End ikke selv kan han nære saa dristig et haab i sit hjerte.
Likesaa litt maa nogen av jer i det festlige gilde
grue for slikt i sit sind. Usømmelig vilde det være.»
Straks tok Polybos' søn Evrymakos ordet og svarte:
«Hør mig, Penelopeia, Ikarios' kløktige datter.
At han skal egte dig, tror vi jo ei. Usømmelig var det.
Nei, men vi gruer for kvindernes snak og mændenes tale,
dersom en anden akaier, en ringere mand, skulde sige:
«Visselig frir nu svakere mænd til en hædersmands hustru,
mænd som ikke har kraft til at spænde hans glattede bue,
medens en anden som kom, en ussel omflakkende tigger,
spændte med lethet hans bue og sendte en pil gjennem jernet.»
Saa vil de ventelig si, og for os vil det vorde en skjændsel.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
