Denne siden er korrekturlest
men hvis vi savner saa helt den gjæve Odyssevs' kræfter,
at det er uraad for alle at spænde en streng paa hans bue,
er det vor skam at slikt skal bli spurt blandt kommende slegter.»
Straks tok Evpeites' søn Antinoos ordet og svarte:
Gjæve Evrymakos, ei skal det ske. Selv vet du det bedre.
Hvo skulde spænde en bue idag da vi feirer i byen
netop for Foibos Apollon den hellige fest? I kan rolig
lægge den fra jer; men alle paa rad opstillede økser
kan vi la staa; ti jeg tror at ingen vil vaage at komme
ind i den høibaarne helt Odyssevs' hal for at ta dem.
Vel, la mundskjænken fylde paany med vin vore bægre,
saa vi kan ofre og trygt lægge bort den krummede bue.
La saa imorgen ved gry Melantios, gjeternes vogter,
hente os gjeter, de feteste dyr i alle hans flokker,
saa vi, naar boger er ofret til skytten den høie Apollon,
atter kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saaledes lød Antinoos' ord, og de huet dem alle.
Derefter hældte herolderne vand paa friernes hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skinnende boller,
stænket paa gulvet et offer og rakte dem alle et bæger.
Men da de nu hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
talte med rænker i sind den raadsnare høvding Odyssevs:
«Hør mig, I høibaarne fyrster som frir til vor herlige dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har lyst til at nævne:
Særlig Evrymakos her og Antinoos, skjøn som en guddom,
ber jeg nu bønlig. Han raadet jer godt, da han bød jer at stanse
leken med buen idag og siden la guderne raade.
Den som han lyster, vil guden gi kraft til at seire imorgen.
Vel, men mig kan I laane en stund den glattede bue,
saa jeg iblandt jer kan prøve min kraft og armenes styrke,
om den er endnu den samme som før i de smidige lemmer,
eller om vanrøkt paa flakkende færd har røvet mig kraften.»
Saa han talte. Da fnyste av harm hver frier og frygtet
at han kanhænde med kraft skulde spænde den glattede bue.
Straks tok Antinoos ordet og spottet ham haansk i sin tale:
«Fremmede stymper, av vet og forstand har du ikke det mindste.
Kan du ei slaa dig tilfreds med at sitte tilbords med saa mange
mægtige mænd med fuldtop av mat og faa lov til at høre
at det er uraad for alle at spænde en streng paa hans bue,
er det vor skam at slikt skal bli spurt blandt kommende slegter.»
Straks tok Evpeites' søn Antinoos ordet og svarte:
Gjæve Evrymakos, ei skal det ske. Selv vet du det bedre.
Hvo skulde spænde en bue idag da vi feirer i byen
netop for Foibos Apollon den hellige fest? I kan rolig
lægge den fra jer; men alle paa rad opstillede økser
kan vi la staa; ti jeg tror at ingen vil vaage at komme
ind i den høibaarne helt Odyssevs' hal for at ta dem.
Vel, la mundskjænken fylde paany med vin vore bægre,
saa vi kan ofre og trygt lægge bort den krummede bue.
La saa imorgen ved gry Melantios, gjeternes vogter,
hente os gjeter, de feteste dyr i alle hans flokker,
saa vi, naar boger er ofret til skytten den høie Apollon,
atter kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saaledes lød Antinoos' ord, og de huet dem alle.
Derefter hældte herolderne vand paa friernes hænder.
Svendene fyldte til randen med vin de skinnende boller,
stænket paa gulvet et offer og rakte dem alle et bæger.
Men da de nu hadde ofret og drukket saa meget de lystet,
talte med rænker i sind den raadsnare høvding Odyssevs:
«Hør mig, I høibaarne fyrster som frir til vor herlige dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har lyst til at nævne:
Særlig Evrymakos her og Antinoos, skjøn som en guddom,
ber jeg nu bønlig. Han raadet jer godt, da han bød jer at stanse
leken med buen idag og siden la guderne raade.
Den som han lyster, vil guden gi kraft til at seire imorgen.
Vel, men mig kan I laane en stund den glattede bue,
saa jeg iblandt jer kan prøve min kraft og armenes styrke,
om den er endnu den samme som før i de smidige lemmer,
eller om vanrøkt paa flakkende færd har røvet mig kraften.»
Saa han talte. Da fnyste av harm hver frier og frygtet
at han kanhænde med kraft skulde spænde den glattede bue.
Straks tok Antinoos ordet og spottet ham haansk i sin tale:
«Fremmede stymper, av vet og forstand har du ikke det mindste.
Kan du ei slaa dig tilfreds med at sitte tilbords med saa mange
mægtige mænd med fuldtop av mat og faa lov til at høre
