Denne siden er korrekturlest
agtes av mig som min søn Telemakos' venner og brødre.
Vel da, et tegn som er tydelig nok skal jeg vise jer begge,
forat I trygt kan tro paa mit ord og kjende jer herre,
skrammen som engang et vildsvin har slaat med tanden den hvite,
dengang jeg kom til Parnassos som gjest med Avtolykos' sønder.»
Talende saa trak han fillerne bort saa skrammen blev synlig.
Og da de to hadde merket sig alt og set paa den nøie,
brast de i taarer og trykket i favn den gjæve Odyssevs,
bød ham velkommen til hjemmet og kysset hans aasyn og skuldre.
Kysset da ogsaa Odyssevs dem ømt paa aasyn og hænder.
Like til solefaldstid hadde visselig jammeren varet,
hvis ei Odyssevs' ord hadde stanset tilsidst deres taarer:
«Stans eders klager og jamrende graat, forat ingen som kommer
ut fra paladset skal se det og melde det inde i hallen.
En efter en maa I nu gaa ind, ei alle paa éngang,
først jeg selv og derefter I. En ting maa I huske:
Alle de andre, saa mange her er av friere gjæve,
vil nok forby at nogen skal række mig bue og kogger.
Derfor skal du, Evmaios, i borghallen bære min bue
til mig og række mig den og byd mine terner at lukke
straks den fast sammenføiede dør til kvindernes kammer.
Dersom da nogen faar høre at mændene larmer og stønner
lydt i den lukkede sal, maa de vogte sig vel for at styrte
like paa dør. De skal bli hvor de er, enhver ved sit arbeid.
Brave Filoitios! dig vil jeg be at stænge med bommen
porten til gaarden og binde den fast forsvarlig med remmen.»
Saa han talte og skyndte sig ind i den prægtige borghal,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Begge den gjæve Odyssevs' mænd gik ogsaa til salen.
Helten Evrymakos sat ved den lysende lue og dreiet
buen i haand for at varme den rundt; men han orket dog ikke
endda at spænde dens streng. Da sukket han dypt i sit hjerte.
Trykket av knugende harm tok helten til orde og mælte:
«Aa, hvor det smerter mig dypt for mig selv og alle jer andre!
Tapet av brylluppet ærgrer mig vel, dog ikke saa meget;
ti en mangfoldighet findes av andre akaiiske kvinder
baade paa Itakas omflytte ø og i byerne rundt os;
Vel da, et tegn som er tydelig nok skal jeg vise jer begge,
forat I trygt kan tro paa mit ord og kjende jer herre,
skrammen som engang et vildsvin har slaat med tanden den hvite,
dengang jeg kom til Parnassos som gjest med Avtolykos' sønder.»
Talende saa trak han fillerne bort saa skrammen blev synlig.
Og da de to hadde merket sig alt og set paa den nøie,
brast de i taarer og trykket i favn den gjæve Odyssevs,
bød ham velkommen til hjemmet og kysset hans aasyn og skuldre.
Kysset da ogsaa Odyssevs dem ømt paa aasyn og hænder.
Like til solefaldstid hadde visselig jammeren varet,
hvis ei Odyssevs' ord hadde stanset tilsidst deres taarer:
«Stans eders klager og jamrende graat, forat ingen som kommer
ut fra paladset skal se det og melde det inde i hallen.
En efter en maa I nu gaa ind, ei alle paa éngang,
først jeg selv og derefter I. En ting maa I huske:
Alle de andre, saa mange her er av friere gjæve,
vil nok forby at nogen skal række mig bue og kogger.
Derfor skal du, Evmaios, i borghallen bære min bue
til mig og række mig den og byd mine terner at lukke
straks den fast sammenføiede dør til kvindernes kammer.
Dersom da nogen faar høre at mændene larmer og stønner
lydt i den lukkede sal, maa de vogte sig vel for at styrte
like paa dør. De skal bli hvor de er, enhver ved sit arbeid.
Brave Filoitios! dig vil jeg be at stænge med bommen
porten til gaarden og binde den fast forsvarlig med remmen.»
Saa han talte og skyndte sig ind i den prægtige borghal,
og paa den stol som han reiste sig fra, gik han atter til sæte.
Begge den gjæve Odyssevs' mænd gik ogsaa til salen.
Helten Evrymakos sat ved den lysende lue og dreiet
buen i haand for at varme den rundt; men han orket dog ikke
endda at spænde dens streng. Da sukket han dypt i sit hjerte.
Trykket av knugende harm tok helten til orde og mælte:
«Aa, hvor det smerter mig dypt for mig selv og alle jer andre!
Tapet av brylluppet ærgrer mig vel, dog ikke saa meget;
ti en mangfoldighet findes av andre akaiiske kvinder
baade paa Itakas omflytte ø og i byerne rundt os;
