Denne siden er korrekturlest
Hent saa en talgskive hit av de største som findes i huset,
forat vi unge, saasnart vi har varmet og smurt den med fettet,
alle kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saa han talte. Da tændte i hast Melantios baalet,
satte ved arnen en stol og dækket den vel med en skindfeld.
Talgskiven hentet han frem av de største som fandtes i huset.
Buen blev varmet og smurt, og frierne prøvde den siden.
Spænde den magtet dog ingen. Det skortet dem meget paa kræfter.
Bare Antinoos selv og Evrymakos holdt sig tilbake,
friernes ypperste mænd som i kraft var de første av alle.
Fulgtes nu ut gjennem hallen to ærlige svende som tjente
helten den gjæve Odyssevs og vogtet hans svin og hans okser.
Ogsaa Odyssevs stod op og fulgte dem ut av paladset.
Da de var ute av døren og kommet et stykke fra gaarden,
talte Odyssevs med venlige ord og mælte til begge:
«Gjæter for okser og gjæter for svin! Et ord vil jeg si jer.
Burde jeg tie kanhænde? Nei, hjertet er fuldt; jeg maa tale:
Sig mig, hvad vilde I gjøre til hjælp for Odyssevs, hvis helten
uventet kom, og en gud vilde føre ham hjem fra det fjerne?
Hvem kom I villigst til hjælp? Mon frierne eller Odyssevs?
Tal nu, og si hvad hjerte og sind monne by jer at svare.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Alfader Zevs, aa, undte du mig hvad jeg inderlig ønsker,
at han kom hjem, og en gud vilde føre hin helt til hans kongsgaard,
da fik du se hvad jeg eier av kraft i arme og næver.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte komme til hjemmet.
Og da han nu hadde lært deres inderste tanker at kjende,
tok han til orde paany og rettet til begge sin tale:
«Vel, her har I mig selv i mit hjem. Efter talløse trængsler
kommer jeg nu i det tyvende aar til mit fædrene hjemland,
og jeg forstaar at alene I to av tjenerne hilser
glade mit komme til hjemmet; ti end ikke én av de andre
hørte jeg be at hit til mit hjem jeg igjen maatte komme.
Tro mig da nu paa mit ord. Det skal visselig vorde til sandhet:
Dersom en gud lar mig kue de skamløse frieres skare,
da vil jeg skjænke jer begge en viv og gods til jert ophold.
Hus vil jeg bygge jer nær mit palads, og begge skal siden
forat vi unge, saasnart vi har varmet og smurt den med fettet,
alle kan prøve med buen vor kraft og faa ende paa kampen.»
Saa han talte. Da tændte i hast Melantios baalet,
satte ved arnen en stol og dækket den vel med en skindfeld.
Talgskiven hentet han frem av de største som fandtes i huset.
Buen blev varmet og smurt, og frierne prøvde den siden.
Spænde den magtet dog ingen. Det skortet dem meget paa kræfter.
Bare Antinoos selv og Evrymakos holdt sig tilbake,
friernes ypperste mænd som i kraft var de første av alle.
Fulgtes nu ut gjennem hallen to ærlige svende som tjente
helten den gjæve Odyssevs og vogtet hans svin og hans okser.
Ogsaa Odyssevs stod op og fulgte dem ut av paladset.
Da de var ute av døren og kommet et stykke fra gaarden,
talte Odyssevs med venlige ord og mælte til begge:
«Gjæter for okser og gjæter for svin! Et ord vil jeg si jer.
Burde jeg tie kanhænde? Nei, hjertet er fuldt; jeg maa tale:
Sig mig, hvad vilde I gjøre til hjælp for Odyssevs, hvis helten
uventet kom, og en gud vilde føre ham hjem fra det fjerne?
Hvem kom I villigst til hjælp? Mon frierne eller Odyssevs?
Tal nu, og si hvad hjerte og sind monne by jer at svare.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Alfader Zevs, aa, undte du mig hvad jeg inderlig ønsker,
at han kom hjem, og en gud vilde føre hin helt til hans kongsgaard,
da fik du se hvad jeg eier av kraft i arme og næver.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte komme til hjemmet.
Og da han nu hadde lært deres inderste tanker at kjende,
tok han til orde paany og rettet til begge sin tale:
«Vel, her har I mig selv i mit hjem. Efter talløse trængsler
kommer jeg nu i det tyvende aar til mit fædrene hjemland,
og jeg forstaar at alene I to av tjenerne hilser
glade mit komme til hjemmet; ti end ikke én av de andre
hørte jeg be at hit til mit hjem jeg igjen maatte komme.
Tro mig da nu paa mit ord. Det skal visselig vorde til sandhet:
Dersom en gud lar mig kue de skamløse frieres skare,
da vil jeg skjænke jer begge en viv og gods til jert ophold.
Hus vil jeg bygge jer nær mit palads, og begge skal siden
