Denne siden er korrekturlest
Nu tok den kraftige helt Telemakos ogsaa til orde:
«Ve mig! Til visse maa Kronos' søn ha gjort mig avsindig,
siden jeg brister i latter og føler en taapelig glæde,
nu da min elskede mor som dog er saa klok og forstandig,
siger hun snart vil forlate vort hus og følge en anden.
Vel da, friere, kom; ti hvad I kan vinde som kamppris
er nu den kvinde som ei i akaiernes land har sin like,
ei i Mykene og Argos og ei i det hellige Pylos.
End ikke Itaka selv eller fastlandet har hendes make.
Dog, hvi skulde jeg rose min mor? Selv vet I jo dette.
Vel da, spild ikke tiden med snak. La os se hvad I magter.
Kvi jer nu ikke for længe. Kom frem! Ta buen og spænd den!
Jeg kunde ogsaa ha lyst til at prøve min styrke med buen.
Kunde jeg spænde dens streng og skyte en pil gjennem jernet,
vilde min mor ei volde mig sorg ved at følge en anden
bort fra dette mit hus, mens jeg blev alene tilbake,
dersom jeg maalte mig alt med min far i den hædrende kamplek.»
Saa han talte og reiste sig op, og sin kappe av purpur
la han bort og slængte det hvæssede sverd fra sin skulder.
Økserne reiste han først. Dypt grov han i jorden en rende,
lang saa de alle fik plads og rettet dem ind efter snoren.
Rundt dem stampet han jord, og de saa med forundring hvor like
ynglingen stillet dem op, skjønt han aldrig tilforn hadde set det.
Frem til tærskelen gik han og prøvde den fædrene bue.
Tre gange grep han i snoren og fristet at trække den til sig.
Tre gange svigtet hans kraft. Dog haabet han endnu at spænde
strengen den sterke og skyte en pil gjennem øksernes huller.
Da han for fjerde gang trak til med kraft, hadde buen git efter;
men av Odyssevs fik sønnen et nik som stanset hans iver.
Da tok den kraftige helt Telemakos atter til orde:
«Ve mig! Jeg blir nok for altid en svak og hjælpeløs stakkar,
eller jeg er vel for ung til endnu at tro paa min styrke,
naar jeg skal verge mig selv mot en mand som gaar paa mig i vrede.
Vel da, friere, I hvis kræfter er større end mine,
prøv nu Odyssevs' bue og la os faa ende paa kampen.»
Saa han talte og satte den vældige bue paa gulvet
ind mot de glattede bord i den fast sammenføiede fløidør,
stillet ved siden den lynsnare pil som han støttet til ringen,
«Ve mig! Til visse maa Kronos' søn ha gjort mig avsindig,
siden jeg brister i latter og føler en taapelig glæde,
nu da min elskede mor som dog er saa klok og forstandig,
siger hun snart vil forlate vort hus og følge en anden.
Vel da, friere, kom; ti hvad I kan vinde som kamppris
er nu den kvinde som ei i akaiernes land har sin like,
ei i Mykene og Argos og ei i det hellige Pylos.
End ikke Itaka selv eller fastlandet har hendes make.
Dog, hvi skulde jeg rose min mor? Selv vet I jo dette.
Vel da, spild ikke tiden med snak. La os se hvad I magter.
Kvi jer nu ikke for længe. Kom frem! Ta buen og spænd den!
Jeg kunde ogsaa ha lyst til at prøve min styrke med buen.
Kunde jeg spænde dens streng og skyte en pil gjennem jernet,
vilde min mor ei volde mig sorg ved at følge en anden
bort fra dette mit hus, mens jeg blev alene tilbake,
dersom jeg maalte mig alt med min far i den hædrende kamplek.»
Saa han talte og reiste sig op, og sin kappe av purpur
la han bort og slængte det hvæssede sverd fra sin skulder.
Økserne reiste han først. Dypt grov han i jorden en rende,
lang saa de alle fik plads og rettet dem ind efter snoren.
Rundt dem stampet han jord, og de saa med forundring hvor like
ynglingen stillet dem op, skjønt han aldrig tilforn hadde set det.
Frem til tærskelen gik han og prøvde den fædrene bue.
Tre gange grep han i snoren og fristet at trække den til sig.
Tre gange svigtet hans kraft. Dog haabet han endnu at spænde
strengen den sterke og skyte en pil gjennem øksernes huller.
Da han for fjerde gang trak til med kraft, hadde buen git efter;
men av Odyssevs fik sønnen et nik som stanset hans iver.
Da tok den kraftige helt Telemakos atter til orde:
«Ve mig! Jeg blir nok for altid en svak og hjælpeløs stakkar,
eller jeg er vel for ung til endnu at tro paa min styrke,
naar jeg skal verge mig selv mot en mand som gaar paa mig i vrede.
Vel da, friere, I hvis kræfter er større end mine,
prøv nu Odyssevs' bue og la os faa ende paa kampen.»
Saa han talte og satte den vældige bue paa gulvet
ind mot de glattede bord i den fast sammenføiede fløidør,
stillet ved siden den lynsnare pil som han støttet til ringen,
