Denne siden er korrekturlest
Men da den herlige kvinde kom ned til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den prægtige borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks to trofaste terner.
Straks tok hun ordet og talte til frierne inde i hallen:
«Friere, hør mine ord, I mænd som i overmod stadig,
nu da jeg savner min mand som saa længe er borte fra hjemmet,
voldelig trænger jer ind i mit hus for at æte og drikke
uten at nævne som grund for jer færd noget andet end dette
at I vil vinde min haand og føre mig hjem som jer hustru.
Vel da friere, kom; ti nu kan kampprisen vindes.
Nu skal jeg her lægge frem den gjæve Odyssevs' bue.
Den som med hænderne lettest kan spænde hans bue og skyte
pilen igjennem de tolv paa rad opstillede økser,
ham skal jeg følge som viv og forlate det hjem, hvor jeg engang
hilstes velkommen som brud, vor skjønne, rikt signede kongsgaard,
som jeg tilvisse saa tidt, ja endog i drømme vil mindes.
Saa hun talte og bad Evmaios, svinenes gjæter,
lægge for frierne frem de staalblanke økser og buen.
Hulkende la Evmaios dem frem, og oksernes gjæter
graat da han skuet paany den bue hans drot hadde baaret.
Da for Antinoos op, og haanende tok han til orde:
«Fæhoder! Lømler fra landet som bare kan tænke for dagen!
Hvorfor, I stympere, gir I jer til at graate og røre
hjertet i dronningens bryst? Hendes sjæl maa allikevel pines
stadig av nagende sorg, da hun mistet sin elskede husbond.
Sit nu i stilhet og tyg eders mat, eller pak jer paa døren
med eders taarer. La buen bli her, saa frierne snarlig
alle kan gaa til den farlige lek; ti jeg tror at det neppe
falder saa let for nogen at spænde den glattede bue.
Nei, ti blandt mændene her er der end ikke en som i styrke
holder Odyssevs' maal. Jeg saa ham jo selv, og jeg husker
endnu saa tydelig hvordan han var, skjønt jeg dengang var liten.»
Saaledes talte han lumsk, men haabet dog selv at han skulde
spænde den kraftige streng og skyte en pil gjennem jernet.
Dog, det var ham som snart skulde vorde den første som smakte
pilen saa besk fra Odyssevs' haand, hin helt som han haante
nys i hans sal og egget de øvrige mænd til at tirre.
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den prægtige borghal,
medens hun trak det deilige slør over aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks to trofaste terner.
Straks tok hun ordet og talte til frierne inde i hallen:
«Friere, hør mine ord, I mænd som i overmod stadig,
nu da jeg savner min mand som saa længe er borte fra hjemmet,
voldelig trænger jer ind i mit hus for at æte og drikke
uten at nævne som grund for jer færd noget andet end dette
at I vil vinde min haand og føre mig hjem som jer hustru.
Vel da friere, kom; ti nu kan kampprisen vindes.
Nu skal jeg her lægge frem den gjæve Odyssevs' bue.
Den som med hænderne lettest kan spænde hans bue og skyte
pilen igjennem de tolv paa rad opstillede økser,
ham skal jeg følge som viv og forlate det hjem, hvor jeg engang
hilstes velkommen som brud, vor skjønne, rikt signede kongsgaard,
som jeg tilvisse saa tidt, ja endog i drømme vil mindes.
Saa hun talte og bad Evmaios, svinenes gjæter,
lægge for frierne frem de staalblanke økser og buen.
Hulkende la Evmaios dem frem, og oksernes gjæter
graat da han skuet paany den bue hans drot hadde baaret.
Da for Antinoos op, og haanende tok han til orde:
«Fæhoder! Lømler fra landet som bare kan tænke for dagen!
Hvorfor, I stympere, gir I jer til at graate og røre
hjertet i dronningens bryst? Hendes sjæl maa allikevel pines
stadig av nagende sorg, da hun mistet sin elskede husbond.
Sit nu i stilhet og tyg eders mat, eller pak jer paa døren
med eders taarer. La buen bli her, saa frierne snarlig
alle kan gaa til den farlige lek; ti jeg tror at det neppe
falder saa let for nogen at spænde den glattede bue.
Nei, ti blandt mændene her er der end ikke en som i styrke
holder Odyssevs' maal. Jeg saa ham jo selv, og jeg husker
endnu saa tydelig hvordan han var, skjønt jeg dengang var liten.»
Saaledes talte han lumsk, men haabet dog selv at han skulde
spænde den kraftige streng og skyte en pil gjennem jernet.
Dog, det var ham som snart skulde vorde den første som smakte
pilen saa besk fra Odyssevs' haand, hin helt som han haante
nys i hans sal og egget de øvrige mænd til at tirre.
