Denne siden er korrekturlest
kunde Odyssevs, den raadsnare helt vende hjem til sin kongsgaard,
kunde jo ingen fortænke jer i, at I ventet og opholdt
frierne er i jert hus; ti for jer var det bedst om Odyssevs
vendte tilbake fra færden og atter kom hjem til paladset.
Nu maa det dog være klart, at han aldrig kan vende tilbake.
Sæt dig da hen til din mor og raad hende selv til at egte
den som er ypperst av alle og lover de rikeste gaver,
for at du selv kan raade for fædrenearven og sitte
glad ved din mat og din vin, mens hun hos en anden er husmor.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
Nei, jeg sverger ved Zevs og ved alt hvad min far maatte utstaa,
helten som fjernt fra sit hjemland er død eller viden maa vanke:
Brylluppet sinker jeg ei. Jeg ber jo min mor om at egte
den som hun ønsker, og byr hende selv den rikeste medgift.
Men jeg maa kvie mig ved at jage min mor fra paladset
mot hendes vilje med tvang. Maatte guderne naadig forby det.»
Saa han talte. Da vakte blandt frierne Pallas Atene
skraldende latter som aldrig holdt op, og slog dem med vanvid.
Mændene lo som rent fra sig selv med fordreiede kjæver.
Blodige kjøtstykker slukte de grisk, og de stirrende øine
fyldtes med taarer. Nu ante de selv den kommende jammer.
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos ordet iblandt dem:
«Hvad gaar der av jer, usalige mænd? Et mørke som nattens
dækker som tætteste slør eders hoved og aasyn og lemmer.
Stønnende lyder jert suk, og kinderne vætes av taarer.
Stænket med blod er væggene selv og de prægtige aaser.
Forhal og borggaard er fuld av vrimlende skygger som stevner
ned imot Erebos' port til det evige mørke, og solen
slukner paa himlen. Dens hvælving er skjul av uhyggelig skumring.»
Saa han talte, men alle brast ut i en skingrende latter.
Da tok Evrymakos, Polybos' søn, til orde og mælte:
«Gal er den langveisfarende gjest som nylig er kommet.
Vel da, I unge, følg manden til dørs og ut av paladset.
Siden det tykkes ham nat i vor sal, kan han vandre til torvet.»
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos atter til orde:
«Gjæve Evrymakos, ei vil jeg be om følge paa veien.
Selv har jeg øine og ører og selv har jeg føtter at gaa paa.
kunde jo ingen fortænke jer i, at I ventet og opholdt
frierne er i jert hus; ti for jer var det bedst om Odyssevs
vendte tilbake fra færden og atter kom hjem til paladset.
Nu maa det dog være klart, at han aldrig kan vende tilbake.
Sæt dig da hen til din mor og raad hende selv til at egte
den som er ypperst av alle og lover de rikeste gaver,
for at du selv kan raade for fædrenearven og sitte
glad ved din mat og din vin, mens hun hos en anden er husmor.»
Straks tok den kløktige svend Telemakos ordet og svarte:
Nei, jeg sverger ved Zevs og ved alt hvad min far maatte utstaa,
helten som fjernt fra sit hjemland er død eller viden maa vanke:
Brylluppet sinker jeg ei. Jeg ber jo min mor om at egte
den som hun ønsker, og byr hende selv den rikeste medgift.
Men jeg maa kvie mig ved at jage min mor fra paladset
mot hendes vilje med tvang. Maatte guderne naadig forby det.»
Saa han talte. Da vakte blandt frierne Pallas Atene
skraldende latter som aldrig holdt op, og slog dem med vanvid.
Mændene lo som rent fra sig selv med fordreiede kjæver.
Blodige kjøtstykker slukte de grisk, og de stirrende øine
fyldtes med taarer. Nu ante de selv den kommende jammer.
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos ordet iblandt dem:
«Hvad gaar der av jer, usalige mænd? Et mørke som nattens
dækker som tætteste slør eders hoved og aasyn og lemmer.
Stønnende lyder jert suk, og kinderne vætes av taarer.
Stænket med blod er væggene selv og de prægtige aaser.
Forhal og borggaard er fuld av vrimlende skygger som stevner
ned imot Erebos' port til det evige mørke, og solen
slukner paa himlen. Dens hvælving er skjul av uhyggelig skumring.»
Saa han talte, men alle brast ut i en skingrende latter.
Da tok Evrymakos, Polybos' søn, til orde og mælte:
«Gal er den langveisfarende gjest som nylig er kommet.
Vel da, I unge, følg manden til dørs og ut av paladset.
Siden det tykkes ham nat i vor sal, kan han vandre til torvet.»
Tok da den fremsynte helt Teoklymenos atter til orde:
«Gjæve Evrymakos, ei vil jeg be om følge paa veien.
Selv har jeg øine og ører og selv har jeg føtter at gaa paa.
