Denne siden er korrekturlest
Nu tok han spydig til orde i friernes skamløse skare:
«Mandige friere, lyt til mit ord og hør hvad jeg sier.
Alt har den fremmede mand, som det sømmer sig, faat sig et stykke
stort som vort eget; ti kommer en gjest til Telemakos' kongsgaard,
var det ei billig og sømmelig sed, om man her lot ham sulte.
Selv vil jeg ogsaa forære ham litt, som han siden kan skjænke
enten som løn til en terne som hjalp ham tilrette i badet
eller en anden av tjenerne her i Odyssevs' kongsgaard.»
Saa han talte og tok med sin haand en fot av en okse
op av en kurv og slynget den ut. Da bøide Odyssevs
rolig sit hoved til siden, og bare et tirrende haansmil
røbet hans harm, da den kastede fot fløi like i væggen.
Harmfuld for straks Telemakos op og lastet Ktesippos:
«Visst var dette, Ktesippos, det bedste som nu kunde hænde.
Ei har du rammet min gjest. Han bjerget sig selv for dit vaaben.
Ellers forvisst hadde midt i din krop jeg boret min lanse.
Likfærd for brudefærd hadde da her din far maattet feire.
Herefter skal ikke mer i mit hus nogen mand kunne øve
skammelig udaad; ti nu kan jeg dømme om alt og kan skjønne
hvad der er godt eller ondt, mens hittil min tanke var barnslig.
Dog, trods alt har vi fundet os i eders gilder og rolig
set at I slagtet mit fæ og fortærte min vin og mit brødkorn.
Vanskelig er det for én at holde sig mange fra livet.
Stans da fra nu av med uret og vold som I øver i ondskap.
Men hvis I agter at myrde mig straks med det skjærende kobber,
kunde jeg ønske det selv, og for mig var visselig døden
bedre end altid at se den skamløse vold som I øver;
se paa at gjester bli haanet og slaat og de tjenende kvinder
slæpes omkring i det skjønne palads til skam og til skjændsel.»
Saa han talte, og alle som en forstummet i salen.
Først tok Agélaos ordet, en søn av den gjæve Damastor:
«Alt som blev sagt, mine venner, var ret og rigtig, og ingen
skulde vel vredes og laste hans ord med haanende tale.
Øv ikke vold mot den fremmede mand eller nogen som dvæler
her i den gjæve Odyssevs' hus som træl eller terne.
Men til Telemakos selv og hans mor har jeg lyst til at sige
nu nogen ord, om mit velmente raad kunde hue dem begge:
Medens i barm eders hjerte med grund kunde haabe at endnu
«Mandige friere, lyt til mit ord og hør hvad jeg sier.
Alt har den fremmede mand, som det sømmer sig, faat sig et stykke
stort som vort eget; ti kommer en gjest til Telemakos' kongsgaard,
var det ei billig og sømmelig sed, om man her lot ham sulte.
Selv vil jeg ogsaa forære ham litt, som han siden kan skjænke
enten som løn til en terne som hjalp ham tilrette i badet
eller en anden av tjenerne her i Odyssevs' kongsgaard.»
Saa han talte og tok med sin haand en fot av en okse
op av en kurv og slynget den ut. Da bøide Odyssevs
rolig sit hoved til siden, og bare et tirrende haansmil
røbet hans harm, da den kastede fot fløi like i væggen.
Harmfuld for straks Telemakos op og lastet Ktesippos:
«Visst var dette, Ktesippos, det bedste som nu kunde hænde.
Ei har du rammet min gjest. Han bjerget sig selv for dit vaaben.
Ellers forvisst hadde midt i din krop jeg boret min lanse.
Likfærd for brudefærd hadde da her din far maattet feire.
Herefter skal ikke mer i mit hus nogen mand kunne øve
skammelig udaad; ti nu kan jeg dømme om alt og kan skjønne
hvad der er godt eller ondt, mens hittil min tanke var barnslig.
Dog, trods alt har vi fundet os i eders gilder og rolig
set at I slagtet mit fæ og fortærte min vin og mit brødkorn.
Vanskelig er det for én at holde sig mange fra livet.
Stans da fra nu av med uret og vold som I øver i ondskap.
Men hvis I agter at myrde mig straks med det skjærende kobber,
kunde jeg ønske det selv, og for mig var visselig døden
bedre end altid at se den skamløse vold som I øver;
se paa at gjester bli haanet og slaat og de tjenende kvinder
slæpes omkring i det skjønne palads til skam og til skjændsel.»
Saa han talte, og alle som en forstummet i salen.
Først tok Agélaos ordet, en søn av den gjæve Damastor:
«Alt som blev sagt, mine venner, var ret og rigtig, og ingen
skulde vel vredes og laste hans ord med haanende tale.
Øv ikke vold mot den fremmede mand eller nogen som dvæler
her i den gjæve Odyssevs' hus som træl eller terne.
Men til Telemakos selv og hans mor har jeg lyst til at sige
nu nogen ord, om mit velmente raad kunde hue dem begge:
Medens i barm eders hjerte med grund kunde haabe at endnu
