Denne siden er korrekturlest
snarlig at dele det gods som var bortdragne herre har eiet.
Evig og altid kredser i bryst mine tanker om dette:
Vel er det slemt, naar endnu hans søn er i live, at rømme
over til fremmedes land og ta okserne med, naar jeg flygter;
men det er værre at bli her i ro og gjæte min bøling
bare til bedste for fremmede mænd og ærgre mig stadig.
Kanske jeg ellers forlængst til en av de mægtige konger
bort hadde rømt; ti jeg ser ikke raad til at taale det længer;
men jeg maa tænke paa ham, min usalige drot, som han kanske
engang kan komme og splitte hin friernes flok i paladset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæter, du ser ikke ut som en taapelig mand eller kjeltring.
Selv kan jeg merke paa alt, at dit sind er klokt og forstandig.
Vel, saa vil jeg da si, og den dyreste ed vil jeg sverge:
Zevs være vidne blandt guderne først og Odyssevs' arne
som jeg er nær, og hans gjestmilde bord, hvor jeg nylig er mættet.
Helten Odyssevs skal komme, mens endnu du selv er tilstede,
og om du skulde ha lyst, skal du selv faa se for dit øie
frierne dræpes, de frække, som ter sig som herrer i huset.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Fremmede, aa maatte Kronos' søn fuldbyrde din spaadom!
Da fik du se hvilken kraft jeg eier i næver og arme.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte kommet til hjemmet.
Saaledes talte de trende med vekslende ord til hverandre.
Frierne pønset imens paa at volde Telemakos døden.
Se, da kom der et varsel, en ørn som i svimlende høide
svævet til venstre og holdt i sin klo en skjælvende due.
Da tok Amfinomos først til orde i kredsen og mælte:
«Hør, mine venner! Vor plan om at volde Telemakos døden
lykkes os visselig ei. Kom, la os nu tænke paa maaltid.»
Saaledes lød Amfinomos' raad, og det huet dem alle.
Straks gik de ind i den herlige helt Odyssevs' borghal,
Kapperne la de ned paa bænker og stoler i salen.
Derefter slagtet de storvokne faar og velnærte gjeter.
Ogsaa de feteste svin og en okse fra flokken blev slagtet.
Indmaten stekte de vel og delte den ut, og i boller
blandet de vinen. Evmaios bar rundt de gyldne pokaler,
Evig og altid kredser i bryst mine tanker om dette:
Vel er det slemt, naar endnu hans søn er i live, at rømme
over til fremmedes land og ta okserne med, naar jeg flygter;
men det er værre at bli her i ro og gjæte min bøling
bare til bedste for fremmede mænd og ærgre mig stadig.
Kanske jeg ellers forlængst til en av de mægtige konger
bort hadde rømt; ti jeg ser ikke raad til at taale det længer;
men jeg maa tænke paa ham, min usalige drot, som han kanske
engang kan komme og splitte hin friernes flok i paladset.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Gjæter, du ser ikke ut som en taapelig mand eller kjeltring.
Selv kan jeg merke paa alt, at dit sind er klokt og forstandig.
Vel, saa vil jeg da si, og den dyreste ed vil jeg sverge:
Zevs være vidne blandt guderne først og Odyssevs' arne
som jeg er nær, og hans gjestmilde bord, hvor jeg nylig er mættet.
Helten Odyssevs skal komme, mens endnu du selv er tilstede,
og om du skulde ha lyst, skal du selv faa se for dit øie
frierne dræpes, de frække, som ter sig som herrer i huset.»
Svarte da straks den ærlige mand som vogtet hans okser:
«Fremmede, aa maatte Kronos' søn fuldbyrde din spaadom!
Da fik du se hvilken kraft jeg eier i næver og arme.»
Likesaa rettet Evmaios en bøn til samtlige guder
om at Odyssevs, den raadsnare helt, maatte kommet til hjemmet.
Saaledes talte de trende med vekslende ord til hverandre.
Frierne pønset imens paa at volde Telemakos døden.
Se, da kom der et varsel, en ørn som i svimlende høide
svævet til venstre og holdt i sin klo en skjælvende due.
Da tok Amfinomos først til orde i kredsen og mælte:
«Hør, mine venner! Vor plan om at volde Telemakos døden
lykkes os visselig ei. Kom, la os nu tænke paa maaltid.»
Saaledes lød Amfinomos' raad, og det huet dem alle.
Straks gik de ind i den herlige helt Odyssevs' borghal,
Kapperne la de ned paa bænker og stoler i salen.
Derefter slagtet de storvokne faar og velnærte gjeter.
Ogsaa de feteste svin og en okse fra flokken blev slagtet.
Indmaten stekte de vel og delte den ut, og i boller
blandet de vinen. Evmaios bar rundt de gyldne pokaler,
