Denne siden er korrekturlest
saaledes væltet han sig ustanselig frem og tilbake,
drøftende planer til kamp mot friernes skamløse skare,
skjønt han var ene mot mange. Da nærmet sig Pallas Atene
svævende ned ifra himlen, og skapt som en dødelig kvinde
traadte hun frem for hans aasyn, og manende tok hun til orde:
«Hvorfor, Odyssevs, usaligste mand av alle som lever,
vaaker du atter? Her er jo dit hjem; her har du din hustru;
dertil en søn hvis like vel mangen en mand kunde ønske.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, du har visselig ret i alt hvad du nævnte, gudinde,
men der er noget mit grublende sind ustanselig drøfter,
hvordan jeg bedst skal faa bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset.
Og der er endnu en tvil som piner mit hjerte end mere:
Sæt at jeg dræper dem alle ved din og Alfaders bistand,
hvor skal jeg da finde tilflugt? Aa si det! jeg ber dig saa bønlig.»
Straks tok Atene, den blaaøide mø, til orde og svarte:
«Mange maa stole, du brysomme mand, paa en svakere hjælper,
hjælper av dødelig æt som ei er min like i visdom.
Jeg er gudinden den sterke som altid i trængsel og fare
verner dig trygt, og nu vil jeg greit og likefrem si dig:
Selv om det saa skulde ske at femti flokker av stridsmænd
fylkedes om os til kamp og ønsket at volde vor bane,
skulde du drive til hjemmet som rov deres okser og smaafæ.
Læg dig nu trygt til at sove. At holde sig vaaken og gruble
natten igjennem er plagsomt. Snart er du jo frelst fra din trengsel.»
Saa hun talte og lukket i kvægende slummer hans øine.
Selv for den høie gudinde paany til Olympos tilbake.
Da han var favnet av søvnen, som lindrer al kummer og løser
lemmernes slappede baand, da vaaknet hans trofaste hustru.
Opreist satte hun sig paa det dunbløte leie og hulket.
Da hun omsider med jamrende graat hadde lettet sit hjerte,
rettet den herlige kvinde til Artemis først sine bønner:
«Artemis, høie gudinde, du datter av Zevs! maatte snarlig,
midt i mit bryst du fæste din pil og røve mig livet
straks, eller maatte der komme en storm som grep mig og hastig
førte mig med sig og hvirvlet mig hen over taakede stier
dit hvor den kredsrunde strøm Okeanos munder i havet,
likesom fordum, da stormen rev bort Pandareos' døtre.
drøftende planer til kamp mot friernes skamløse skare,
skjønt han var ene mot mange. Da nærmet sig Pallas Atene
svævende ned ifra himlen, og skapt som en dødelig kvinde
traadte hun frem for hans aasyn, og manende tok hun til orde:
«Hvorfor, Odyssevs, usaligste mand av alle som lever,
vaaker du atter? Her er jo dit hjem; her har du din hustru;
dertil en søn hvis like vel mangen en mand kunde ønske.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Ja, du har visselig ret i alt hvad du nævnte, gudinde,
men der er noget mit grublende sind ustanselig drøfter,
hvordan jeg bedst skal faa bugt med friernes skamløse skare
ene mot dem som altid i flok holder til i paladset.
Og der er endnu en tvil som piner mit hjerte end mere:
Sæt at jeg dræper dem alle ved din og Alfaders bistand,
hvor skal jeg da finde tilflugt? Aa si det! jeg ber dig saa bønlig.»
Straks tok Atene, den blaaøide mø, til orde og svarte:
«Mange maa stole, du brysomme mand, paa en svakere hjælper,
hjælper av dødelig æt som ei er min like i visdom.
Jeg er gudinden den sterke som altid i trængsel og fare
verner dig trygt, og nu vil jeg greit og likefrem si dig:
Selv om det saa skulde ske at femti flokker av stridsmænd
fylkedes om os til kamp og ønsket at volde vor bane,
skulde du drive til hjemmet som rov deres okser og smaafæ.
Læg dig nu trygt til at sove. At holde sig vaaken og gruble
natten igjennem er plagsomt. Snart er du jo frelst fra din trengsel.»
Saa hun talte og lukket i kvægende slummer hans øine.
Selv for den høie gudinde paany til Olympos tilbake.
Da han var favnet av søvnen, som lindrer al kummer og løser
lemmernes slappede baand, da vaaknet hans trofaste hustru.
Opreist satte hun sig paa det dunbløte leie og hulket.
Da hun omsider med jamrende graat hadde lettet sit hjerte,
rettet den herlige kvinde til Artemis først sine bønner:
«Artemis, høie gudinde, du datter av Zevs! maatte snarlig,
midt i mit bryst du fæste din pil og røve mig livet
straks, eller maatte der komme en storm som grep mig og hastig
førte mig med sig og hvirvlet mig hen over taakede stier
dit hvor den kredsrunde strøm Okeanos munder i havet,
likesom fordum, da stormen rev bort Pandareos' døtre.
