Denne siden er korrekturlest
flyttet Odyssevs paany for at varme sig stolen tilbake
hen til den flammende ild og med fillerne gjemte han arret.
Først tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede, end er der litt jeg vil spørre dig om, før vi skilles;
ti det vil snart være tid til at tænke paa søvnen den søte,
hvis man for nagende sorg kan nyte den kvægende slummer.
Mig har en gud latt times en sorg som aldrig tar ende.
Dag efter dag maa jeg lette mit sind med jammer og klage,
medens jeg ser til min egen og ternernes gjerning i huset;
men naar det lider mot nat, og alle faar hvile i søvnen,
ligger jeg søvnløs paa leiet, og talløse nagende sorger
knuger mit hjerte i stønnende kval og holder mig vaaken.
Som naar Pandareos' datter, den klagende nattergal, ensom
synger sin deilige sang, naar vaaren er kommet tilbake,
sittende gjemt i sit skjul bak trærnes tætteste løvhang,
medens fra strupen hun sender et væld av skiftende toner.
— Itylos klager hun over, sin elskede søn med kong Zetos,
som hun av vanvare dræpte tilforn med det skjærende kobber, —
saaledes drøfter min sjel ustanselig frem og tilbake,
om jeg skal bli hos min søn og vogte med troskap mit eie,
alt hvad jeg har, det stolte palads og ternernes skare,
eller jeg straks skal følge den ypperste mand som har meldt sig
her i paladset som frier og byr mig de herligste gaver.
Medens min søn var et barn, og barnslige endnu hans tanker,
orket jeg ikke som brud at forlate Odyssevs' kongsgaard.
Nu da han alt er en fuldvoksen mand i den kraftigste ungdom,
ber han mig selv om at ty til mit hjem og forlate paladset,
saasom han tænker med harm paa sit gods som frierne øder.
Nu skal du høre en drøm jeg har hat, som jeg ber dig at tyde:
Her i min gaard har jeg gjæs. De er tyve i tallet og æter
hvete som bløtes i vand, og jeg ser paa dem ofte med glæde.
Kom da fra fjeldet en ørn, krumnæbbet og vældig og knækket
halsen paa alle som en og rev dem ihjel. I en dynge
laa de paa gaarden; men ørnen fløi op mot den straalende æter.
Jamrende brast jeg i graat og ynket mig saare i drømme.
Rundt mig sanket sig da akaiernes haarfagre kvinder
medens jeg klaget fordi mine gjæs var myrdet av ørnen.
Da kom den atter tilbake og satte sig oppe paa taket.
Trøstende tok den til orde med menneskestemme og mælte:
«Fat dig, Ikarios' datter, du barn av en navngjeten høvding!
hen til den flammende ild og med fillerne gjemte han arret.
Først tok Penelopeia, den kløktige dronning, til orde:
«Fremmede, end er der litt jeg vil spørre dig om, før vi skilles;
ti det vil snart være tid til at tænke paa søvnen den søte,
hvis man for nagende sorg kan nyte den kvægende slummer.
Mig har en gud latt times en sorg som aldrig tar ende.
Dag efter dag maa jeg lette mit sind med jammer og klage,
medens jeg ser til min egen og ternernes gjerning i huset;
men naar det lider mot nat, og alle faar hvile i søvnen,
ligger jeg søvnløs paa leiet, og talløse nagende sorger
knuger mit hjerte i stønnende kval og holder mig vaaken.
Som naar Pandareos' datter, den klagende nattergal, ensom
synger sin deilige sang, naar vaaren er kommet tilbake,
sittende gjemt i sit skjul bak trærnes tætteste løvhang,
medens fra strupen hun sender et væld av skiftende toner.
— Itylos klager hun over, sin elskede søn med kong Zetos,
som hun av vanvare dræpte tilforn med det skjærende kobber, —
saaledes drøfter min sjel ustanselig frem og tilbake,
om jeg skal bli hos min søn og vogte med troskap mit eie,
alt hvad jeg har, det stolte palads og ternernes skare,
eller jeg straks skal følge den ypperste mand som har meldt sig
her i paladset som frier og byr mig de herligste gaver.
Medens min søn var et barn, og barnslige endnu hans tanker,
orket jeg ikke som brud at forlate Odyssevs' kongsgaard.
Nu da han alt er en fuldvoksen mand i den kraftigste ungdom,
ber han mig selv om at ty til mit hjem og forlate paladset,
saasom han tænker med harm paa sit gods som frierne øder.
Nu skal du høre en drøm jeg har hat, som jeg ber dig at tyde:
Her i min gaard har jeg gjæs. De er tyve i tallet og æter
hvete som bløtes i vand, og jeg ser paa dem ofte med glæde.
Kom da fra fjeldet en ørn, krumnæbbet og vældig og knækket
halsen paa alle som en og rev dem ihjel. I en dynge
laa de paa gaarden; men ørnen fløi op mot den straalende æter.
Jamrende brast jeg i graat og ynket mig saare i drømme.
Rundt mig sanket sig da akaiernes haarfagre kvinder
medens jeg klaget fordi mine gjæs var myrdet av ørnen.
Da kom den atter tilbake og satte sig oppe paa taket.
Trøstende tok den til orde med menneskestemme og mælte:
«Fat dig, Ikarios' datter, du barn av en navngjeten høvding!
