Denne siden er korrekturlest
faste som horn eller staal og skjulte med kløkt sine taarer.
Da hun tilsidst hadde lettet sit sind med graat og med klager,
tok hun omsider til orde paany og spurte ham atter:
«Fremmede! Nu maa jeg spørre dig ut. Jeg agter at prøve,
om det er sandt at du hist i din hal har huset som gjester
baade min mand, som du sier, og alle hans herlige svende.
Si mig nu hvordan de var de klær han bar, og fortæl mig
hvordan han selv saa ut, og nævn mig de venner som fulgte.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vanskelig falder det, dronning, at gi dig besked om din husbond
efter saa lang en tid. Det tyvende aar er jo kommet,
siden han drog fra min borg og forlot mit fædrelands kyster.
Dog, jeg skal gjerne fortælle dig alt, som det staar for mit minde:
Helten Odyssevs var klædt i en dobbeltlagt kaape av uldtøi,
farvet i purpur. En spænde av guld med dobbelte hegter
fæstet den sammen. Det herligste billede smykket dens plate.
Der var en jagthund som holdt i de forreste labber en spættet
raakalv og bet i det sprællende dyr. Man saa med beundring
formet i guldet den glubende hund. Den bet over strupen
kalven som fristet at fly og laa der med sprællende føtter.
Saa jeg da ogsaa paa høvdingens krop den skinnende kjortel,
likesaa fin som det ytterste svøp paa en løk som er tørret.
Likesaa bløt var hans kjortel og skinnet med blændende solglans.
Mangen en kvinde har visselig set hin kjortel med undren.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ei kan jeg vite om dragten var den som han tok med fra hjemmet,
eller en ven hadde skjænket ham den ombord paa hans fartøi,
eller kanhænde en gjesteven kjær: ti elsket av mange
var jo Odyssevs. Kun faa av akaiernes mænd var hans like.
Ogsaa av mig fik han gaver, et slagsverd av malm og en kappe
farvet i purpur og skjøn og dertil en bredbremmet kjortel.
Høit blev han hædret av mig, da han seilte avsted paa sit fartøi.
Noget tilaars, litt ældre end han, var herolden som fulgte.
Hvorledes manden var skapt og saa ut, skal jeg ogsaa fortælle.
Rund over skuldrene var han. Hans aasyn var brunt. Paa hans hoved
kruset sig haaret. Hans navn var Evrybates. Blandt sine svende
hædret Odyssevs ham høiest; ti tro og forstandig var manden.»
Saa han talte og vakte end mer hendes trang til at graate,
Da hun tilsidst hadde lettet sit sind med graat og med klager,
tok hun omsider til orde paany og spurte ham atter:
«Fremmede! Nu maa jeg spørre dig ut. Jeg agter at prøve,
om det er sandt at du hist i din hal har huset som gjester
baade min mand, som du sier, og alle hans herlige svende.
Si mig nu hvordan de var de klær han bar, og fortæl mig
hvordan han selv saa ut, og nævn mig de venner som fulgte.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Vanskelig falder det, dronning, at gi dig besked om din husbond
efter saa lang en tid. Det tyvende aar er jo kommet,
siden han drog fra min borg og forlot mit fædrelands kyster.
Dog, jeg skal gjerne fortælle dig alt, som det staar for mit minde:
Helten Odyssevs var klædt i en dobbeltlagt kaape av uldtøi,
farvet i purpur. En spænde av guld med dobbelte hegter
fæstet den sammen. Det herligste billede smykket dens plate.
Der var en jagthund som holdt i de forreste labber en spættet
raakalv og bet i det sprællende dyr. Man saa med beundring
formet i guldet den glubende hund. Den bet over strupen
kalven som fristet at fly og laa der med sprællende føtter.
Saa jeg da ogsaa paa høvdingens krop den skinnende kjortel,
likesaa fin som det ytterste svøp paa en løk som er tørret.
Likesaa bløt var hans kjortel og skinnet med blændende solglans.
Mangen en kvinde har visselig set hin kjortel med undren.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ei kan jeg vite om dragten var den som han tok med fra hjemmet,
eller en ven hadde skjænket ham den ombord paa hans fartøi,
eller kanhænde en gjesteven kjær: ti elsket av mange
var jo Odyssevs. Kun faa av akaiernes mænd var hans like.
Ogsaa av mig fik han gaver, et slagsverd av malm og en kappe
farvet i purpur og skjøn og dertil en bredbremmet kjortel.
Høit blev han hædret av mig, da han seilte avsted paa sit fartøi.
Noget tilaars, litt ældre end han, var herolden som fulgte.
Hvorledes manden var skapt og saa ut, skal jeg ogsaa fortælle.
Rund over skuldrene var han. Hans aasyn var brunt. Paa hans hoved
kruset sig haaret. Hans navn var Evrybates. Blandt sine svende
hædret Odyssevs ham høiest; ti tro og forstandig var manden.»
Saa han talte og vakte end mer hendes trang til at graate,
