Denne siden er korrekturlest
Først gav en guddom mig ind den tanke at væve en linduk.
Straks fik jeg sat op en væv i mit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt, og gav dem til kjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs er falden,
vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa til spilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa jeg talte og daaret med list deres mandige hjerter.
Derefter vævet jeg stadig ved dag paa væven den lange.
Dog, ved fakkelskin løste jeg op om natten min islæt.
Saaledes daaret jeg dem tre samfulde aar med mit paafund.
Men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
maaned paa maaned var gaat og mangfoldige dager var svundet,
kom de uventet ved svigefuld list av de skamløse terner
over mig just som jeg vævet, og førte en truende tale.
Tvungen og motvillig vævet jeg saa, til væven var færdig.
Slippe for egteskap kan jeg ei mer. At finde en utvei
evner jeg ei. Min far og min mor formaner mig begge
ivrig til bryllup, og harm er min søn, naar han ser dem fortære
hele hans velstand. Han er nu en mand som magter tilfulde
selv at ta vare paa huset, og Zevs forlener ham hæder.
Dog, du maa nævne din ætt og si mig fra hvem du mon stamme.
Ei kan du stamme fra ek eller fjeld, som det heter fra gammelt.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, som helten Laertes' søn Odyssevs har kaaret.
Vil du da ei holde op med at spørre mig hvorfra jeg stammer?
Vel, saa faar jeg da si det, endskjønt du vil volde at sorgen
trykker mig tyngre end før. Stor hjertesorg times jo manden,
naar han saa længe som jeg maa savne sit hjemland og flakke
om mellem folk fra by og til by under lidelser tunge.
Dog, jeg skal gi dig besked og svare paa alt hvad du spør om.
Midt i det mørkeblaa hav er en ø, som man kalder for Kreta,
fager og frodig, et havkranset land med mægtige byer,
niti i tallet hvor mennesker bor i talløse skarer.
Mangeslags tungemaal høres. Paa øen er bosat akaier,
Straks fik jeg sat op en væv i mit høienloftskammer og vævet
fineste lærret, umaadelig langt, og gav dem til kjende:
«Ynglinger, I som vil vinde min haand, da Odyssevs er falden,
vent med det bryllup I stunder imot, til jeg engang faar færdig
denne min væv, forat ikke mit garn skal rent gaa til spilde.
Væven skal være til svøp for helten Laertes, naar engang
dødsmøen grum slaar ham ned og strækker ham hen paa hans leie.
Ellers kan utover landet akaiiske kvinder forarges,
om han, saa rik som han er, skulde lægges i haug uten liksvøp.»
Saa jeg talte og daaret med list deres mandige hjerter.
Derefter vævet jeg stadig ved dag paa væven den lange.
Dog, ved fakkelskin løste jeg op om natten min islæt.
Saaledes daaret jeg dem tre samfulde aar med mit paafund.
Men da i aarstiders lovfaste løp det fjerde var kommet,
maaned paa maaned var gaat og mangfoldige dager var svundet,
kom de uventet ved svigefuld list av de skamløse terner
over mig just som jeg vævet, og førte en truende tale.
Tvungen og motvillig vævet jeg saa, til væven var færdig.
Slippe for egteskap kan jeg ei mer. At finde en utvei
evner jeg ei. Min far og min mor formaner mig begge
ivrig til bryllup, og harm er min søn, naar han ser dem fortære
hele hans velstand. Han er nu en mand som magter tilfulde
selv at ta vare paa huset, og Zevs forlener ham hæder.
Dog, du maa nævne din ætt og si mig fra hvem du mon stamme.
Ei kan du stamme fra ek eller fjeld, som det heter fra gammelt.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og svarte:
«Dronning, som helten Laertes' søn Odyssevs har kaaret.
Vil du da ei holde op med at spørre mig hvorfra jeg stammer?
Vel, saa faar jeg da si det, endskjønt du vil volde at sorgen
trykker mig tyngre end før. Stor hjertesorg times jo manden,
naar han saa længe som jeg maa savne sit hjemland og flakke
om mellem folk fra by og til by under lidelser tunge.
Dog, jeg skal gi dig besked og svare paa alt hvad du spør om.
Midt i det mørkeblaa hav er en ø, som man kalder for Kreta,
fager og frodig, et havkranset land med mægtige byer,
niti i tallet hvor mennesker bor i talløse skarer.
Mangeslags tungemaal høres. Paa øen er bosat akaier,
