Denne siden er korrekturlest
eller i stuen for farende folk, men ustanselig prater
frækt og uten den ringeste blu blandt talrike stormænd.
Visselig ørsker du nu i en rus, eller kanske du altid
farer med tøv og med tull og ikke kan tøile din tanke.
Svimler det for dig, fordi du fik bugt med tiggeren Iros?
Bare nu ikke en sterkere mand end Iros gaar mot dig,
en som kan tærske dit hoved med vældige næver, saa blodet
flyter i strømme og jage dig ut med skam fra vor kongsgaard.»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nu gaar jeg hen for at melde Telemakos alt hvad du sier,
skamløse tæve, og lem for lem blir du hugget i stykker.»
Saa han talte og jog de skrækslagne terner paa døren.
Ut gjennem mandssalen ilte de straks med skjælvende lemmer
slagne av rædsel. De trodde hans ord var det rammeste alvor.
Selv tok han plads ved de lysende blus paa de flammende fyrfat
stirrende taus paa dem alle; men dypt i sit mandige hjerte
pønset han paa noget andet, som ei skulde vorde til intet.
Ei lot Atene den skamløse flok av friere endnu
styre sin lyst til fornærmelig spot, forat harmen end mere
skulde faa boret sig ind i helten Odyssevs' hjerte.
Først tok Evrymakos, Polybos' søn til orde og haante
spydig Odyssevs med ord som lokket de andre til latter:
Hør mig nu alle I fyrster som frir til den navngjetne dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Manden derborte er sendt av en gud til Odyssevs' kongsgaard.
ti, som det tykkes mig, straaler en glans fra hans skaldede hoved
klar som en fakkels. Han har ikke spor av haar paa sin isse.
Derefter talte han saa til hin byødelægger Odyssevs:
«Fremmede, si vil du tjene mig tro hvis jeg nu tar dig med mig
ut til min landgaard og gir dig en løn som du kan være tjent med?
Der kan du plante mig trær og av tornekrat sætte op gjerder.
Der skal jeg skaffe dig rikelig kost, og jeg gir dig tillike
det som du trænger av klær og paa føtterne skjønne sandaler.
Men da du ingenting andet har lært end de lumpneste streker,
vil du vel ikke arbeide, men snike dig om gjennem landet
tiggende mat for at fylde din buk, som aldrig kan mættes.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
Gjæve Evrymakos, kunde det ske at vi to skulde kappes
frækt og uten den ringeste blu blandt talrike stormænd.
Visselig ørsker du nu i en rus, eller kanske du altid
farer med tøv og med tull og ikke kan tøile din tanke.
Svimler det for dig, fordi du fik bugt med tiggeren Iros?
Bare nu ikke en sterkere mand end Iros gaar mot dig,
en som kan tærske dit hoved med vældige næver, saa blodet
flyter i strømme og jage dig ut med skam fra vor kongsgaard.»
Svarte da straks med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Nu gaar jeg hen for at melde Telemakos alt hvad du sier,
skamløse tæve, og lem for lem blir du hugget i stykker.»
Saa han talte og jog de skrækslagne terner paa døren.
Ut gjennem mandssalen ilte de straks med skjælvende lemmer
slagne av rædsel. De trodde hans ord var det rammeste alvor.
Selv tok han plads ved de lysende blus paa de flammende fyrfat
stirrende taus paa dem alle; men dypt i sit mandige hjerte
pønset han paa noget andet, som ei skulde vorde til intet.
Ei lot Atene den skamløse flok av friere endnu
styre sin lyst til fornærmelig spot, forat harmen end mere
skulde faa boret sig ind i helten Odyssevs' hjerte.
Først tok Evrymakos, Polybos' søn til orde og haante
spydig Odyssevs med ord som lokket de andre til latter:
Hør mig nu alle I fyrster som frir til den navngjetne dronning,
saa jeg faar sagt hvad hjertet i bryst har trang til at nævne.
Manden derborte er sendt av en gud til Odyssevs' kongsgaard.
ti, som det tykkes mig, straaler en glans fra hans skaldede hoved
klar som en fakkels. Han har ikke spor av haar paa sin isse.
Derefter talte han saa til hin byødelægger Odyssevs:
«Fremmede, si vil du tjene mig tro hvis jeg nu tar dig med mig
ut til min landgaard og gir dig en løn som du kan være tjent med?
Der kan du plante mig trær og av tornekrat sætte op gjerder.
Der skal jeg skaffe dig rikelig kost, og jeg gir dig tillike
det som du trænger av klær og paa føtterne skjønne sandaler.
Men da du ingenting andet har lært end de lumpneste streker,
vil du vel ikke arbeide, men snike dig om gjennem landet
tiggende mat for at fylde din buk, som aldrig kan mættes.»
Straks tok Odyssevs, den raadsnare helt, til orde og mælte:
Gjæve Evrymakos, kunde det ske at vi to skulde kappes
