Denne siden er korrekturlest
Helten Antinoos' ord vandt samtlige frieres bifald.
Sendte da hver av dem hjem en herold for at hente en gave.
Tjeneren bragte Antinoos selv den deiligste kaape
broket av mønster og stor. Av skinnende guld var dens hegter,
tolv i det hele. De passet saa godt i de bøiede maljer.
Men til Evrymakos bragte man straks en halskjede herlig
formet av guld og smykket med rav. Den skinnet som solen.
Men til Evrydamas kom to ringer til dronningens ører,
smykket med perler, ja trende paa hver, i spillende lysglans,
og fra Peisandros, den mægtige drot, en søn av Polyktor,
bragte hans tjener en halsring av guld, et straalende smykke.
En efter en kom akaierne frem med en kostelig gave.
Op til sin høienloftssal gik derpaa den deilige kvinde,
og med sin frue gik ternerne op med de straalende gaver.
Frierne vendte nu atter sin hu til dansen og frydet
like til aftenen silde sin hu med de yndige sange;
men da det mørknet mot kveld, mens de sat i det lystige gilde,
satte de frem for at skaffe sig lys i den skumrende borghal,
fyrfater, trende paa rad, og med vedstykker fyldte de alle.
Veden var knastør og kløvet fornys med øksen av kobber.
Stikker av tyri blev blandet deri, og skiftevis passet
helten Odyssevs' terner de lysende flammer i salen.
Da tok den kloke Odyssevs, den høibaarne høvding til orde:
«Terner som tjente Odyssevs, hin drot som saa længe er savnet,
gaa nu til kvindernes sal og ind til den værdige dronning.
Sæt jer i kamret og glæd hendes sind ved kyndig at spinde
uld paa den snurrende ten eller kard den med flittige hænder.
Selv skal jeg sørge for lys til alle som sitter herinde.
Ti om de end skulde ønske at sitte til gryende morgen,
mig skal de dog ikke trætte; ti mangt har jeg før maattet døie.»
Saa han talte; men ternerne lo og saa paa hverandre.
Spottende skjældte en terne ham ut, den vakre Melanto,
Dolios' datter, som dronningen selv hadde fostret og pleiet
ømt som sit barn og glædet med alt som den lille fik lyst paa.
Dronningens hjertesorg rørte dog ei den skamløse kvinde;
men til Evrymakos gav hun sig hen i brødefuld elskov.
Spottende rettet hun nu de frækkeste ord til Odyssevs:
«Fremmede stakkar! Du er jo forrykt og har mistet forstanden,
siden du ikke vil pakke dig bort og sove hos smeden
Sendte da hver av dem hjem en herold for at hente en gave.
Tjeneren bragte Antinoos selv den deiligste kaape
broket av mønster og stor. Av skinnende guld var dens hegter,
tolv i det hele. De passet saa godt i de bøiede maljer.
Men til Evrymakos bragte man straks en halskjede herlig
formet av guld og smykket med rav. Den skinnet som solen.
Men til Evrydamas kom to ringer til dronningens ører,
smykket med perler, ja trende paa hver, i spillende lysglans,
og fra Peisandros, den mægtige drot, en søn av Polyktor,
bragte hans tjener en halsring av guld, et straalende smykke.
En efter en kom akaierne frem med en kostelig gave.
Op til sin høienloftssal gik derpaa den deilige kvinde,
og med sin frue gik ternerne op med de straalende gaver.
Frierne vendte nu atter sin hu til dansen og frydet
like til aftenen silde sin hu med de yndige sange;
men da det mørknet mot kveld, mens de sat i det lystige gilde,
satte de frem for at skaffe sig lys i den skumrende borghal,
fyrfater, trende paa rad, og med vedstykker fyldte de alle.
Veden var knastør og kløvet fornys med øksen av kobber.
Stikker av tyri blev blandet deri, og skiftevis passet
helten Odyssevs' terner de lysende flammer i salen.
Da tok den kloke Odyssevs, den høibaarne høvding til orde:
«Terner som tjente Odyssevs, hin drot som saa længe er savnet,
gaa nu til kvindernes sal og ind til den værdige dronning.
Sæt jer i kamret og glæd hendes sind ved kyndig at spinde
uld paa den snurrende ten eller kard den med flittige hænder.
Selv skal jeg sørge for lys til alle som sitter herinde.
Ti om de end skulde ønske at sitte til gryende morgen,
mig skal de dog ikke trætte; ti mangt har jeg før maattet døie.»
Saa han talte; men ternerne lo og saa paa hverandre.
Spottende skjældte en terne ham ut, den vakre Melanto,
Dolios' datter, som dronningen selv hadde fostret og pleiet
ømt som sit barn og glædet med alt som den lille fik lyst paa.
Dronningens hjertesorg rørte dog ei den skamløse kvinde;
men til Evrymakos gav hun sig hen i brødefuld elskov.
Spottende rettet hun nu de frækkeste ord til Odyssevs:
«Fremmede stakkar! Du er jo forrykt og har mistet forstanden,
siden du ikke vil pakke dig bort og sove hos smeden
