Denne siden er korrekturlest
ti det kan ei være ret at græmme sig evig og altid.
Fuldvoksen er jo din søn. Dit heteste ønske er opfyldt.
Guderne hørte din bøn at se ham med skjæg paa sin hake.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Kjære Evrynome, godt var det ment; men raad mig dog ikke
nu til at gaa i et rensende bad og salve mit aasyn.
Hele min lyst til at prises som skjøn har de himmelske guder,
dengang min husbond drog bort paa de stavnkrumme snekker, latt svinde.
Gaa nu og bed Avtónoe straks og Hippodomeia
komme herop, forat begge kan staa ved min side i salen.
Ei vil jeg ene gaa ind iblandt mænd og rødme av blygsel.»
Saa hun talte. Den gamle gik ut gjennem salen og bragte
ternerne budet og bad dem at skynde sig op til sin frue.
Nu fik Atene, den blaaøide mø, noget andet i sinde.
Kvægende søvn lot hun sænke sig lindt om Ikarios' datter.
Lænet tilbake sov dronningen ind, og de slappede lemmer
hvilte i armstolen bløtt, mens Pallas med himmelske gaver
smykket den skjønne, saa frierne snart skulde undres ved synet.
Aasynet toet hun først med skjønhetens himmelske salve,
den hvormed elskovsgudinden, den kransede dis fra Kytera,
salver sig naar hun vil gaa til kariternes yndige kordans.
Høiere blev hun av vekst, mer fyldig at se til, og huden
gav hun en hvitere glans end den som fra elfenben straaler.
Da hendes gjerning var endt, forsvandt den høie gudinde.
Nede fra kvindernes sal kom snart de armhvite terner
støiende op. Da vaagnet hun straks av søvnen den søte.
Løftende hænderne gned hun de rødmende kinder og mælte:
«Aa hvor blidt den deilige søvn har favnet mig arme!
Maatte dog Artemis, møen saa ren, straks gi mig en dødssøvn
likesaa blid, saa jeg slap i jamrende klage ad øde
længer mit liv og længte saa saart efter ham som jeg elsket,
helten saa mandig og gjæv, akaiernes ypperste høvding.»
Saa hun talte, og ned fra det straalende høienloftskammer
steg hun til salen, ei ene, men fulgt av de tilkaldte terner.
Da nu den herlige kvinde var kommet til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør for aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks de trofaste terner.
Frierne sat der som lamslaat med hjerterne tryllet av elskov.
Fuldvoksen er jo din søn. Dit heteste ønske er opfyldt.
Guderne hørte din bøn at se ham med skjæg paa sin hake.»
Atter tok Penelopeia, den kløktige dronning til orde:
«Kjære Evrynome, godt var det ment; men raad mig dog ikke
nu til at gaa i et rensende bad og salve mit aasyn.
Hele min lyst til at prises som skjøn har de himmelske guder,
dengang min husbond drog bort paa de stavnkrumme snekker, latt svinde.
Gaa nu og bed Avtónoe straks og Hippodomeia
komme herop, forat begge kan staa ved min side i salen.
Ei vil jeg ene gaa ind iblandt mænd og rødme av blygsel.»
Saa hun talte. Den gamle gik ut gjennem salen og bragte
ternerne budet og bad dem at skynde sig op til sin frue.
Nu fik Atene, den blaaøide mø, noget andet i sinde.
Kvægende søvn lot hun sænke sig lindt om Ikarios' datter.
Lænet tilbake sov dronningen ind, og de slappede lemmer
hvilte i armstolen bløtt, mens Pallas med himmelske gaver
smykket den skjønne, saa frierne snart skulde undres ved synet.
Aasynet toet hun først med skjønhetens himmelske salve,
den hvormed elskovsgudinden, den kransede dis fra Kytera,
salver sig naar hun vil gaa til kariternes yndige kordans.
Høiere blev hun av vekst, mer fyldig at se til, og huden
gav hun en hvitere glans end den som fra elfenben straaler.
Da hendes gjerning var endt, forsvandt den høie gudinde.
Nede fra kvindernes sal kom snart de armhvite terner
støiende op. Da vaagnet hun straks av søvnen den søte.
Løftende hænderne gned hun de rødmende kinder og mælte:
«Aa hvor blidt den deilige søvn har favnet mig arme!
Maatte dog Artemis, møen saa ren, straks gi mig en dødssøvn
likesaa blid, saa jeg slap i jamrende klage ad øde
længer mit liv og længte saa saart efter ham som jeg elsket,
helten saa mandig og gjæv, akaiernes ypperste høvding.»
Saa hun talte, og ned fra det straalende høienloftskammer
steg hun til salen, ei ene, men fulgt av de tilkaldte terner.
Da nu den herlige kvinde var kommet til friernes skare,
stanset hun fremme ved salsdørens karm i den velbygde borghal,
medens hun trak det deilige slør for aasyn og kinder.
Hen til sin husfrue stillet sig straks de trofaste terner.
Frierne sat der som lamslaat med hjerterne tryllet av elskov.
